Vort Fysiske Verdensbillede
Og Einsteins Relativitetsteori

Einsteins ikke-euklidiske Fysik 85 os anderledes overfor den ny Einstein’ske Lære, om den tvinger os til at opgive det euklidiske Grundlag og dermed vor naturlige Rum- og Tidsopfattelse. Dette Spørgsmaal belyses paa en særlig smuk Maade ved det tidligere fremdragne Eksempel med den roterende Skive (S. 62). Hvis vi uden videre med en Maalestok udmaaler først Skivens Radius og saa dens Omkreds, finder vi — paa Grund af den Lorentz’ske Forkortning af Maalestokken un- der sidste Maaling — Talforholdet mellem dem større end 2 7c, og Einstein siger da, at dermed er det allerede bevist, at den euklidiske Geometris Sætninger ikke gælder paa den roterende Skive. Han tilføjer dog, at dette i det mindste er Tilfældet, hvis man regner Maalestokken for lige lang overalt og i enhver Stilling. Efter de almindelige fysiske Grundsæt- ninger skal vi imidlertid netop ikke gøre dette, men indføre en Rettelse af Maalestokken for Lorentz-Forkortningen, og derved kommer vi til det euklidiske Talforhold. Man kunde ønske, at Einstein i en saa vigtig Sag ikke nøjedes med et lille Forbehold, der indføres ligesom i Forbigaaende, næsten som om det i Grunden var overflødigt; men der er overfor det betragtede Eksempel ingen nødvendig reel Modstrid mellem dem, der holder sig til den euklidiske Geometri og dem, der med Einstein forlader den. Einstein foretrækker blot at indføre „en anden Geometri“ i Stedet for at indføre Korrektioner for Indflydelsen af fysiske Aarsager. Der er da al Grund til at tro, at det forholder sig paa lig- nende Maade med Afvigelserne fra de euklidiske Regler i Klodernes Felter. Det kan i denne Henseende have Inter- esse at undersøge, om man paa simpel Maade kan bringe den omtalte dobbelte Lyskrumning i Sammenhæng med Einsteins Ækvivalenslov uden at gaa bort fra den euklidiske Geometri. Vi maa dog her nøjes med nogle Antydninger i denne Ret- ning. Naar en Bevægelse i et ensartet Neutralfelt bringer faste Legemer til at trække sig sammen og fysiske Processer,