Haandværkets og Industriens Toldudvalg
Skrifter om Toldloven af 1908

6 og vor Virksomhed Tag over Hovedet, endsige da for at kunne an- lægge Jærnbaner. Skønt vor Produktion af Smør, Flæsk, Æg og Kød har Danmarks frugtbare Jordbund at støtte sig til, kræver ogsaa denne vor Landbrugs-Industri en stedse stigende Indførsel uden- lands fra, navnlig af Foderkorn og Foderstoffer, forøvrigt ogsaa af Bygningsmaterialier til Opførelse af Andels-Mejerier og -Slagterier o. saal. vid. Af vor store og stedse stigende Indførsel af Frembringelsesfor- nødenheder »læser« vi os altsaa det glædelige til, at vor nationale Produktion maa være i vældig og stadig Fremgang. Og naar ogsaa Landets Forbrug af fremmede Fortæringsgenstande, af Brugs- genstande som Klæder og Beklædningsstoffer, deriblandt navnlig ogsaa af rene Luxusvarer, ligeledes er i Stigning, saa tyder Alange ligeledes dette som et for Landets økonomiske Status gunstigt Tegn; thi, siger de, jo mere et Folk forbruger, navnlig af Over- flødighedsartikler, desto mere maa det have Raad til at forbruge, og desto større Velstand maa det altsaa rumme. At denne Tydning lean være den rette — og for Danmarks Ved- kommende til Dels ogsaa er det — maa vistnok indrømmes. Men hvad der gælder for den Enkelte, gælder ogsaa for hele Folket: et voxende Forbrug af Nydelsesmidler behøver ikke at betyde voxende Velstand j for at turde paastaa dette med Sikkerhed, maa man være vis paa, at det virkelig er Opsparelse af Formue, og ikke Stiftelse af Gæld, som sætter Enkeltmanden eller Nationen i Stand til saaledes at leve dyrere og bedre. Ja, vi kan gaa endnu videre; fordi en overvejende Del af Frem- medvare-Indkøbet, saaledes som for vort Vedkommen de, medgaar til at forøge og forbedre den indenlandske Produktion, saa at de paa denne Vis udgivne Penge altsaa ikke er »spist op« som i det nys omhandlede Tilfælde, men netop er udgivne »for at komme igen og komme igen med Renter« (forhaabentlig endogsaa gode Renter), saa behøver ej heller det at være et afgørende gunstigt Tegn. Thi det er ikke dermed givet, at -Beregningen slaar til, at Produktionens Udvidelse virkelig kommer til at »svare Regning«, til at »betale sig«. Selv Penge, der ikke er givne ud »til Unytte«, kommer saare ofte aldrig igen — fordi den Forretning, hvori de anbringes, simpelthen mislykkes. Og det kan indenfor visse Grænser, indtil en vis Grad ligesaa fuldt ske for et helt Folk som for en Enkeltmand. Naar derfor Mænd som Køedt og mange ]ignende Frihandels- mænd af den gamle Frihandelsskole altid og ubetinget mener at maatte prise et Land, der som Danmark til Stadighed har en stor og