Haandværkets og Industriens Toldudvalg
Skrifter om Toldloven af 1908

80 pere. Resten, altsaa 83 Kr. 33 Øre, er aen Betaling, Mølleren har givet den Landmand, af hvem han har kjøbt Hveden. Vi skrider da til den tilsvarende Opløsning af dette Beløb: 8 Kr. 67 Øre tilfaldt Landmanden selv som Nettoindtægt, hvoraf han og hans Familie ernærer sig; 22 Kr. 50 Øre er Arbejdsløn (Netto- indtægt) for Landmandens Karle, Piger og Høstfolk; 6 Kr. 75 Øre medgaar til Gaardens og dens Redskabers Vedligeholdelse — kom- mer altsaa, ligesom Møllerens tilsvarende Udgifter, dels Haand- værkere og Arbejdsfolk tilgode, dels de Skovejere, der leverede Tømmeret, osv. osv.; for dem alle afgiver det nævnte Beløb Netto- indtægter, hvoraf de og deres Familier lever. Til Indkjøb af Heste, Furage og Saasæd anvendte Landmanden 21 Kr. 92 Øre, hvilket Beløb paa ganske tilsvarende Maade opløser sig i Netto- indtægter for Hesteopdrættere og Hestehandlere med deres Folk, som avlede og solgte Furagen og Saasæden. 15 Kr. 66 Øre sva- redes som Rente af den i Landbruget indestaaende Kapital — udgjorde altsaa Nettoindtægt for Prioritetshaverne — og 5 Kr. 83 Øre gik som Skatter til Stat og Kommune for, ligesom i det tidligere tilsvarende Tilfælde, at afgive de Nettoindtægter, hvoraf Præster, Lærere og andre Embedsmænd samt Sognets Almisse- lemmer lever. Altsaa: Salget af Hvedemelet for de 100 Kr. var ikke en Forretning, der blot kom »Fabrikanten« (i dette Tilfælde Mølleren) tilgode; han fik jo i Virkeligheden selv kun 2 Kr. 50 Øre af de 100 Kroner. Hvis man ved Toldbeskyttelse søger at sikre sig, at Melet til de 100 Kr. produceres i Danmark, er det heller ikke for at sikre Mølleren en Indtægt af 2 Kr. 50 Øre, men for at sikre hele den Befolkningskreds, som faar Del i de 100 Kr., dette samlede Indtægtsbeløb — de 100 Kroner! Og ganske saaledes overfor de andre Produkter: Manufaktur- tolden har ikke til Formaal at støtte den danske Tekstilfabriks Aktionærer, Skotøjstolden er ikke -til for Skotøjsfabrikantens Skyld; men i alle Tilfælde er det Toldens Opgave at bevare Indtægten for de talrige Mennesker, som direkte eller indirekte er knyttede til Produktionen — saaledes som Møllersvende, Kontor- og Tjeneste- folk, Landbrugere med Piger og Karle, Haandværkere og deres Arbejdere, Kapitalister, Embedsmænd og Fattiglemmer i oven- staaende Eksempel er knyttede til Hvedemelets Tilblivelse. Med andre Ord: det er vor Nationalindtægt, Beskyttelsen skal sikre, og det er ganske meningsløst at tale om den som en Foranstalt- ning til Fordel for »et Faatal af Fabrikanter«. Al Nationalindtægt bliver til paa samme Maade, som vist er i Hvedemelseksemplet, og det er om saadanne Nationalwtdtægter, Kampen føres mellem Nationerne; enhver af dem søger at rive saa meget af den Slags Indtægt til sig som muligt. De bruger dertil to Midler: For det første søger de ved Toldpaalæg at hindre fremmede Varer i at komme ind i Landet — det vil sige: hindre fremmede i at tjene den Nationalindtægt, som deres egne Folk kunde bevare for sig selv ved selv at forfærdige de paagjældende