Jærnbeton i Teori og Praksis

87 Del hærdner vaaclt. Pladen søger at krumme sig (i et vandret Plan), men hemmes af Muren, og Forskellen fra for er blot, at den hemmende Kraft P her er uafhængig af Pladens Vægt og alene afhængig af Murens Modstand1). Undertiden kan man se en Hegnsvæg af Jærnheton, der er støbt oven paa en overjordisk Sokkel, revne ved Sokkelen, saaledes at Revnen taber sig opefter. Dette kan forklares ved, at Svindet her er nogenlunde ens overalt og søger at trække Enden af Væggen til højre (Fig. 130), mens Bevægelsen hemmes af Friktionen mellem Væggens Underside og Sokkelen. Bruges de samme Betegnelser som før, og kaldes Friktionskoefficienten a og Væggens Tværsnit F, vil den totale Friktion paa Strækningen l være «77, og den største Trækspænding i det punkterede Snit: , a PI aPl-la Den første Revne vil derfor komme i en Afstand fra Væggens frie Ende af: hvor tf* betegner den mellem Træk- og Bøjningsstyrken liggende Brudspænding for Betonen. Er Væggen b cm bred, bliver l — ■ ab : iaP. Afstanden mellem Revnerne bliver altsaa propor- tional med den totale Trækkraft, som Væggen kan optage, og omvendt proportional med den hemmende Kraft. Tilsvarende Forfiold indtræder, naar en Tunnel med murede Sidevægge er dækket med en vandret Betonplade uden Fordelingsjærn (eller naar en saadan Plade er .udstøbt mellem to Jærn- bjælker). Er Pladens Tykkelse a cm, Spændvidden b cm og Vjvgten P kg pr. løb. cm, vil hver af Murene modsætte sig Svindet med Kraften ^aP pr. løb. cm, saa at Afstanden l fra den frie Ende til første Revne bestemmes af Ligningen: l-(tP= ■ ab, altsaa : l = • ab : aP. I Virkelig- heden er den hemmende Kraft dog ikke blot afhængig af Pladens Vægt, thi der er i Lejefladerne en vis Forskydningsstyrke, hvis Værdi ikke lader sig skønne, men vi ser dog, at Revnernes Afstand maa blive konstant, og at de maa ligge des tættere, jo større den hemmende Kraft er, og jo mindre den totale Trækkraft er, som Pladen kan optage. 171. I de opstaaede Revner vil næsten hele Betonens Svind paa Stræknin- gen l give sig Luft; vi faar altsaa i uarmerede Betonkonstruktioner faa, men brede Revner. En Annexing vil — i Modsætning til den gængse Tro — ikke altid hemme Revnedannelsen, ja vil tværtimod ofte fremme den, men naar Armeringen ud- føres fornuftigt, kan man fordele Revnerne saaledes, at Antallet vokser, sam- tidig med, at hver enkelts Vidde formindskes. 2. Armeret Betons Forhold overfor Træk. a. Spændingsbestemmelse. 172. Ved Beregning af Trækspændingerne i et armeret Prisme gør man de samme Forudsætninger som ved Beregning af Trykspændingerne (§ 109). Man regner altsaa med et tænkt Betontværsnit: F = F„ . + »/■=( 1 + ■ F„, (59) hvor // er Forholdet mellem Trækelasticitetskoefficienterne for Jærn og Beton og gerne sættes lig 15 (§ 166). En centralt virkende Trækkraft P fremkalder altsaa en Betonspænding: mens Jærnspændingen bliver /? Gange saa stor. b. Revnedannelse. 173. Jærnbetonens Brudforlængelse har været Genstand for megen Strid. Medens franske Forskere har fundet, at armeret Beton kan forlænge sig langt 1 En Længdearmering langs Altanpladens Forkant vil forringe dennes Forkortelse og derved I" aren for Revner.