Jærnbeton i Teori og Praksis

166 Fig. 267,2. Fig. 267,3. af det normale, og Kon- struktionen er derfor øko- nomisk, saafremt Lasten er saa stor, at de store Betontykkelser nogenlunde kan udnyttes. Men man ved endnu kun lidet om Konstruktionens Bæreevne, navnlig i Yderfelter og langstrakte Felter, og der er næppe Tvivl om, at en væsentlig Del af Besparel- sen opnaaes paa Bekost- ning af Sikkerhedsgraden. Armeringen udføres paa forskellige Maader. Turner i Minneapolis, der har del oprindelige Patent, bøjer Søjlernes Jærn stjernefor- migt ud i Pladen (Fig. 267,2 og 267,3) og belægger dem med Ringe af Rundjærn, hen over hvilke Pladens Jærn føres; dette udlægges i Bælter, der dels er paral- lelle med Søjlerækkerne, dels med Felternes Diago- naler; alle Pladens Jærn er paa denne Maade virk- somme til at hindre en Gennemlokning, og des- uden forsynes Søjlerne, der er runde eller 8-kantede, med et Hoved, hvis Form »i Forbindelse med den Hurtighed, hvormed Bygningen rejses« har givet Systemet dets Navn. Dimensioneringen udføres paa Grundlag af de i Amerika indvundne Erfaringer, navnlig Turners, som Prof. Eddy har forsøgt at underbygge med en Teori (Flat Plate Theory of Rein- forced Concrete Floor Slabs). Pladetykkelsen gøres ikke mindre end 15 cm og heller ikke mindre end Vno • 1/2 + B), hvor L og B er Afstanden mellem Søjleakserne i de to Retninger, da Pladen ellers bliver for elastisk. Konstruktionen er derfor uøkonomisk ved smaa Belastninger. Søjlerne udføres af beviklet Beton (§ 138). Søjlehovedets Diameter maalt ved Pladens Underside vælges lig ca. x/4 • */2 (£ + B); Hovedet gøres kegle- eller pyramideformet og saaledes, at Keglens Frem- bringer danner en Vinkel paa 45—55° med Pladen. Keglen kan armeres ved at bøje Søjlens Jærn ud i den, og i saa Fald maa Forbindelsen med den øvre Søjle tilvejebringes ved Indstøbning af særlige Stødjærn, men det er formentlig bedre at gaa frem som ved almindelige Søjler (Fig. 70, S. 54) og armere Keglen med særlige Jærn. Turners Stjerne (Fig. 267,2) er næppe rationel, og dér er ogsaa delte Meninger om Nytten af Ringene, som hyppigt udelades; skal de gavne, maa de lægges op i Oversiden, hvor de kan optage Ringspændingerne. Systemet egner sig bedst for kvadratiske Felter, i alt Fald bør man have B */4 L. Ved Dimensioneringen tænkes Pladen opløst i diagonale Bælter og Sidebælter, alle af Bredde 7/](i 1 ^(L-^-B); over denne Bredde fordeles Jærnene jævnt. For de diagonale Bælter sættes M]oo = 1/(!4 q ■ /?, hvor q er Lasten i For Sidebælterne sættes M = q BL- og M = 1 /128 • q • L • B-, hen- holdsvis for Spændvidden L og B, hvoraf Jf100 faas ved Division med Bæltets Bredde. For B = L bliver A/)00 ens for samtlige Bælter. I et Bæltes yderste Fag multipliceres Momentet med 1,5. Der regnes med en tilladelig Jærnspænding af 900 at og en tilladelig Betonspænding, der er lig s/4 af den normale (§ 94). Undertiden forøges Pladetykkelsen med indtil 50 °/0 over Søjlen indenfor den Cirkel, hvis Diameter er lig Bæltebredden. I Fig. 267,3 er Bæltebredden ikke 7/t(1 L, men l/i L, hvilken Bredde Turner tidligere brugte.