Universets Undere
II. BIND

REGNORMEN 103 pen og svagest paa de mellemste Kropafsnit. En mikroskopisk-statistisk Un- dersøgelse af Hudens Sanselegemer har da ogsaa givet et tilsvarende Resultat: Gennemsnitlig havde hver enkelt af de 150 Kropringe, der ud- gjorde en 19 cm lang Regnorms Le- geme, 1000 Sanselegemer; men disse var fordelt saaledes, at den forreste Ring havde henved 1900, den tiende henved 1200 og den 56de Ring kun 700 Sanselegemer. At et Dyr, der som Regnormen tilbringer sit Liv i fugtig Jord, har mikroskopiske Sanselegemer for Smag og Lugt fordelt over sin Yder- hud, er ganske naturligt. Et Side- stykke dertil finder vi jo f. Eks. og- saa hos Fiskene, hvor der sidder Smagslegemer udvendig paa Hove- det, paa Læberne og Skægtraadene. Hos Dyr, som derimod lever om- givne af Luft, vilde disse fine Sanse- celler tørre ind og maa derfor be- grænses til Næse- og Mundhulens Slimhud, hvor talrige Kirtelceller stadig udsondrer en beskyttende Fugtighed. Som det forholder sig med Regn- ormens Lugte- og Smagssans, gaar PARTI AF EN REGNORMS RYGSIDE. CA. 30 GANGE FORST. Mikrofotografiets lyse Tværstriber viser Kropringenes Grænser. I Ryg-feltets Midtlinie ses en Række Porer, der udsondrer en Vædske, som beskytter den tynde Hud mod Bakterieangreb. det med Synssansen. Pludselig Be- lysning fra en Blændlygte lader Regn- orme, der ligger strakt mere eller mindre frem af deres Huller, lyn- snart trække sig ned i disse. Men ogsaa her er det Huden paa Legemets forreste Del, der er rigest udstyret med Sanseceller, og de midterste Afsnit, der er fattigst derpaa. Virkelige Øjne kan intet Sted paavises, men kun smaa Sanselegemer i Hu- den. Vi møder hos Regnormen i det hele saa primitive Udviklingstrin af Sansesy- stemet, at vi her ligesom ser dette i sin Vorden. Ikke mindre interessant end Sanselivet er Regnormens Ernæringsforhold — dens Evne til at »æde Jord«. Naturligvis maa dette Udtryk ikke tages bogstaveligt. Jor- dens Mineralstoffer kan ikke tjene den til Føde. Kun de organiske Bestanddele op- løses og fordøjes, medens den øvrige Jord blot passerer gennem Tarmen og ud- tømmes ved. Regnormegangenes Mundinger oppe i Jordoverfladen. Jorden bliver paa den Maade ligesom »siet«. Samtidig med, at den findeles, transporteres stadig ny Jord nede fra op til Overfladen. Om Betydningen heraf faar man maaske en Forestilling, naar man hører, at en