Universets Undere
II. BIND

SØSTJERNER 111 Hos nogle Søstjernearter synes Legemets Deling endog at være blevet en hyppig og normal Form for Formering, jævnsides med Forplantningen ved Æg. Uden mind- ste ydre Aarsag kan de pludselig »falde fra hinanden«, og hvert Stykke vokser ud til et nyt Individ! Vor almindelige Søstjerne er ganske vist ikke naaet saa vidt, at den saaledes frivillig amputerer sine Arme, men rives en eller flere Arme af den, vokser de igen frem; —ja selv en enkelt afrevet Arm kan være i Stand til at lade baade Kropskive og de fire manglende Arme vokse ud som ved en Slags Knop- skydning. Hos Slangestjernerne er Amputering af Armene et saa jævnligt Fæno- men, at man maa iagttage visse Forsigtighedsregler, naar man vil sikre sig, at de Eksemplarer, man ønsker at opbevare, ikke skal faa Lejlighed til ved pludselige krampagtige Muskelsammentrækninger at sønderdele sig selv. Ofte hænder det, at en Slangestjerne, idet den gribes, spaltes tværs igennem, saaledes at det ene Stykke af Kropskiven beholder de tre, det andet de to Arme, — hvilket imidlertid ikke generer Dyret synderlig, idet det manglende Antal Arme hos hvert af Stykkerne snart vokser ud. I mange Tilfælde vil en Slangestjerne, der angribes af en Fisk, jo netop i sin Regenerationsevne have den eneste Mulighed for at kunne redde Livet. Maa dette end ske paa Bekostning af den Legemsdel, der afstaas til Fjenden, — Dyret kan dog fortsætte sin Tilværelse og genvinder jo efterhaanden, hvad der tabtes. Dets Krigsomkostninger kan altsaa siges at være forholdsvis billige. Næst efter den stærkt udviklede Regenerationsevne, hvorved Søstjernerne und- gaar mange Farer og Fjender, er det mærkeligste Træk i deres Liv den Maade, hvorpaa de selv formaar at bemægtige sig deres Bytte og besejre dets Modstand. Mindre Dyr, som f. Eks. ganske smaa Muslinger, kan Søstjernen som Regel sluge uden videre Formaliteter, og dens Mave kan være propfuld deraf; men overfor et større Bytte maa den anvende en ganske modsat Taktik: I Stedet for at stoppe Muslingen i Maven, krænges denne ud, svøber sig omkring Muslingen og paavirker den saaledes med sin Mavesaft, at dens Lukkemuskler efter kort Tids Forløb slap- pes. Skallerne aabner sig da, og Søstjernens Mavesæk skyder sig nu ind over Mus- lingens Bløddele og opløser og fortærer disse, saa kun de tomme Skaller bliver tilbage. En saadan Fremgangsmaade kan Søstjernen benytte f. Eks. overfor Blaa- muslinger; men gælder det et Angreb paa en tykskallet Østers, der holder sig tæt lukket, kan Mavesaften ikke komme til at virke, uden at Søstjernen først maa tvinge sit Bytte til at aabne Skallerne, og dette maa gøres paa en anden Maade: Dens Arme suger sig fast paa Østersens to Skaller og trækker langsomt og ved- holdende til hver sin Side. Den, der har prøvet at aabne en Østers, skulde ikke tro det muligt for et saa svagt Dyr som en Søstjerne at tvinge Østersen til at give efter; men hvad Søstjernen ikke formaar ved en pludselig Kraftanspændelse — som den, hvormed vi brækker Skallerne op — det opnaar den ved sejg Udholdenhed. Efter- haanden bliver Østersens Lukkemuskel udmattet af at yde Modstand mod det stadige Træk til hver sin Side; Skallerne begynder at vige lidt fra hinanden, — og Øjeblikket er kommen, da Søstjernen kan udkrænge sin Mave, lade dennes For- døj elsesvædsker fuldføre Belejringen og sluttelig indtage den tilsyneladende saa stærke Fæstning. Selv de mest tykskallede Østers kan i Længden ikke staa sig mod Søstjernernes Angreb, og Østersbankerne har derfor ingen farligere, mere ødelæggende Fjender end disse fredsommeligt og uskyldigt udseende Dyr.