Universets Undere
II. BIND

REDEBYGGENDE PATTEDYR 11 gende Fugls Unger. — For at blive opdaget af Efterstræbere er Faren ikke særlig truende, idet Dværgmusen til Byggemateriale fortrinsvis vælger Blade af den Planteart, hvorpaa Reden anlægges, saa at dennes Ydre harmonerer med Om- givelserne og bliver saa lidt iøjnefaldende som vel muligt blandt det Virvar af Straa og Blade, hvori den er ophængt. Først naar de Plantedele, hvoraf den er sammenflettet, begynder at visne og gulnes, kan der blive Fare for, at den stikker af mod sine Omgivelser; - men da har det tidligst fødte Kuld allerede forladt Hjemmet, og Forældrene har faaet travlt med at bygge en ny Sommerlejlighed, i hvis grønne Gem de trygt kan opfostre det næste Søskendekuld, de venter sig Da denne Begivenhed som sagt indtræder 3-4 Gange hver Sommer, vil man forstaa, at de smaa Dværgmus kan have nok at tage Vare! Hvert Kuld kræver jo en ny trisk grøn Rede, - og hver Rede kræver mere Flid og Snille, end mangen en Fugl blot en eneste Gang anvender paa sin Rede. Blandt de Pattedyrreder, der anlægges oppe i Træernes Koner, er Egernets vel nok de mest kunstfærdigt byggede, men tillige de hyppigst sete og beskrevne. Min- dre kendte er de ret primitive Sovepladser og Skjul, de store Menneskeaber un- ertiden indretter sig af Grene og Løv, særlig den ostindiske Orangutan, af hvis »Reder« vi bringer et Par Fotografier. Paa en af sine Jagter paa Borneo saa Wal- ace en saaret Orangutan — »Mias«, som Dyakerne kalder den — bygge sig en saadan Rede til Dækning. Skønt dens ene Arm var blevet uarbejdsdygtig, klatrede den hurtigt op til Træets Top, hvor den straks begyndte at afbrække Grene rundt om sig og lægge dem paa Kryds og tværs over hverandre. Det hele gik saa nemt, at den i Løbet af faa Minutter havde indrettet sig en fuldstændig lukket Rede af øvværk, der ganske skjulte den. Sit Natteleje anlægger Orangutanen dog ikke saa højt til Vejrs, men længere nede, hvor den ikke er fuldt saa udsat for Blæst og Træk. Her forbliver den langt op paa Dagen, indtil Duggen paa Bladene er for- dampet. Da først forlader Orangutanen sin Soveplads. MYRER SOM LEVENDE HONNINGKRUKKER T Meksiko og de tilgrænsende Sydveststater lever en mærkelig Myreart de saa- A kaldte Honningmyrer, hvis Samfundsforhold er ejendommelige ved den Ar- bejdsdeling, der gør sig gældende indenfor selve Arbejderstanden. Foruden den sædvanlige Type af smaa, slanke og vævre Arbejdere finder man i Rederne et Mindretal af store, klodsede, næsten ubevægelige Individer, der straks falder i Øjnene ved deres ganske uforholdsmæssigt opsvulmede Bagkrop. Ogsaa de er Ar- bejdere ligesom deres langt talrigere Kammerater, men deres Virksomhed er yderst passiv, — de er i Ordets bogstavelige Forstand intet andet end fyldte Honningbe- holdere. & Fra først af tegner »Honningbærerne« — som man kalder denne særlige Kor- poration — til at blive lige saa velskabte Arbejdere som deres Søskende. Under vi lingen, medens Hudvævene endnu er elastiske, mades de imidlertid i den rad rigeligt med sød Saft, at Bagkroppens Ringe presses vidt fra hinanden. Den tynde, mellemliggende Bindehud udspiles saa stærkt, at det gule Honningindhold tydeligt skinner igennem og giver Bagkroppen Farve. Hos en Myre, der er blevet dygtig proppet, saa den ikke synes i Stand til at rumme en Draabe mere, uden at maatte revne, gør hele denne stikkelsbærformede Legemsdel tilsidst Indtryk af 2*