Universets Undere
II. BIND

14 UNIVERSETS UNDERE søde Saft, og da denne kun udskilles i den korte Tid, medens Hvepselarvens Ud- vikling staar paa, maatte Resultatet blive, at hele Samfundet sultede ihjel, hvis det ikke samlede Forraad. Men da Honningmyren ikke som Bien forstaar den Kunst at lave vandtætte Rum, hvori Saften kan opbevares, bliver der ingen anden Udvej tilbage end at benytte Kroens stærkt udvidelige Sæk hos nogle af Arbej- derne som Saftbeholdere. Paa disse udvalgte tærer saa hele Samfundet i den magre Tid af Aaret. Hver Gang der skal fodres, gaar et Arbejderhold ned i de mørke Kælderhvælvinger og stryger kærtegnende med Følehornene hen over de hæn- gende Tykmaver, — der kvitterer med en Honningdraabe for hvert Klap! DEN AMERIKANSKE HONNINGMYRES BO. Den Del af Reden, der er over Jorden, bestaar af en tueformig Sammenhobning af Sand og Grus. Foroven i Tuen ses den af Vagtposter bevogtede Indgang til de underjordiske Rum. Antallet af saadanne levende Honningkrukker i et Myresamfund retter sig na- turligvis efter dettes Befolkningsmængde. I en Rede, der indeholdt flere Tusind Arbejdere, har man talt henved 600. Ogsaa Vægten af deres samlede Honning- masse svinger noget, eftersom de enkelte Individer er mere eller mindre stærkt fyldte. Gennemsnitlig leverer 1000 »Krukker« tilsammen x/2 kg »Honning«. Baade Indianerne i Meksiko og den indfødte Befolkning i Australlandet og Sydafrika, hvor andre Arter Honningmyrer lever, har da ogsaa, længe forinden Europæerne lærte disse mærkelige Dyr at kende, vidst at benytte sig af deres levende Hon- ningbeholdere for selv at delikatere sig med den udpressede søde Saft, der enten nydes »frisk« eller i gæret Tilstand, som en Slags Mjød!