Universets Undere
II. BIND

170 UNIVERSETS UNDERE SAKSHALEDE KOLIBRIER. Solens Lys. Foran Blomsten — men uden, som Insekterne, at støtte paa denne — »staar« Kolibrien i Luften paa sine Vinger, medens dens lange Tunge undersøger, om der i Blomstens Indre er Honningsaft. Paa hver Side af den lille, straalende Krop, der holder sig saa rolig, at alle de metalliske Farvenuancer tydeligt skelnes, tegner Vingeslagene en uklar Halvcirkel i Luften, et svirrende og flimrende Taage- hjul. Aldeles forbløffende er denne Kolibriernes Evne til at holde sig svævende nøj- agtigt paa samme Plet, medens de suger Honning. Aldrig forfejler de Retning, naar de efter lynsnar Fart i mindre end et Nu, som ved et Ryk, standser foran en Blomst. Aldrig mister de Balancen eller kommer ud af Stilling, medens de nogle Sekunder hænger foran den, — indtil de i et næste Nu kaster sig hen mod en anden Blomst. I disse tilsyneladende Hvilestillinger, som i Virkeligheden maa kræve en uhyre Muskelkraft og Nerveenergi, fremkalder Kolibrien Forestillingen om et vidunder- lig sindrigt Miniaturmaskineri, der arbejder under størst mulig Spænding. At den tilfulde er sig sin enestaaende Sikkerhed og Hurtighed bevidst, lægger den for Dagen paa en næsten udfordrende Maade. Frejdig og sorgløs svirrer den en om Hovedet, saa nær, at man uvilkaarlig fristes til at gribe efter den; men dens smaa, vagtsomme, sorte Øjeperler opdager den ringeste mistænkelige Bevæ- gelse, og i det samme er den væk — omme paa den modsatte Side af Kronen eller højt oppe i Luften, hvor den som en Pil farer til et andet Træ, for dér paany at begynde sin lunefulde Dans fra Blomst til Blomst. Hele Kolibriens Væsen er koncentreret i dens Flugt. Hvor poetisk et Indtryk denne gør, selv paa umiddelbare Iagttagere, viser ikke blot det brasilianske, folke- lige Navn, Blomsterkysseren, men maaske endnu mere Tupi-Indianernes smukke