Universets Undere
II. BIND

172 UNIVERSETS UNDERE kest udsat for at smelte i Sommervarmen. Lægger man nu noget af denne »røde Sne« under et Mikroskop, vil man opdage, at Farven skyldes utallige kugle- eller pæreformige Celler, der i Virkeligheden er smaa Alger (Sphaerella nivalis), hvis Chlorofyl dækkes af et blodrødt Stof. De kugleformede Celler rører sig ikke fra Stedet og viser i det hele intet Livstegn, saa længe Sneen er fast; de ligger ind- kapslede i en tyk Cellevæg og befinder sig aabenbart i Dvaletilstand. Men saa snart Sneen smelter, vaagner de til Liv, vokser og ender med at formere sig ved Deling. De derved fremkomne »Døtreceller« faar Pæreform og har ved deres spidse Ende »RØD SNE«. Sneens røde Farve skyldes utallige, mikroskopisk smaa Alger (Sphaerella nivalis), der lever over Snegrænsen. to lange Svingtraade, ved hvis Hjælp de livligt svømmer om i Smeltevandet og breder sig ud over større Omraader. I Begyndelsen er de nøgne, men efterhaanden danner de en Cellevæg, og sluttelig antager de Modercellens Udseende, bliver kugle- runde og tykvæggede »Hvileceller«. Det kortvarige Kredsløb er endt. — Undertiden hænder det dog ogsaa, at to unge, bevægelige Celler møder hinanden og smelter sammen, saa at den Deling, der følger efter, er en virkelig kønslig Forplantning, om end under primitive Former. Den »røde Sne« er saaledes ikke blot et interessant Farvefænomen; den er til- lige et mærkeligt Vidnesbyrd om, at Livet og de elementære Livsvirksomheder rører sig under Forhold og i Egne, der synes os saa livsfjendtlige som vel muligt. Den »evige Sne« sætter ikke Grænse for det evige Liv.