Universets Undere
II. BIND

238 UNIVERSETS UNDERE tydningsfuld for Egnens Fysiognomi. Centralasien, Arabien, Nordafrika og Ørken- strøgene i det sydvestlige Nordamerika og Australlandet viser da ogsaa stor- slaaede Eksempler paa Vindens, gennem Aartusinderne fortsatte Omformning af vidtstrakte .Landomraader, hvorved helt nye Landskabstyper er bievne udmodel- lerede af det oprindelige Terræn. Kun undtagelsesvis er Jordoverfladen saa ens- artet beskaffen, at Vinden afdækker lige stærkt overalt i en Egn; oftest er der faste Partier, som har været mere modstandsdygtige overfor Vejrsmuldringen, og de bliver da tilbage som isolerede Klipper eller Fjeldpartier, medens de mellemlig- gende Strækningers løse Masser bortvejres, og dybe Kløfter og Dale udfures i de- res Sted. Af en monoton, jævn Højslette kan der derved i Tidens Løb opstaa et fantastisk Klippeland, hvis Enkeltheder — de fritstaaende Klippe- og Fjeldpartier - er de tilbageblevne Ruiner af et oprindelig sammenhængende Hele. Selve Slet- tens Niveau er naturligvis blevet lavere, og op derover knejser spredte, ensomme Stenpiller af barok Form eller Grupper af saakaldte »Ø-Bjerge«, der hæver sig som mægtige Pyramider, hvis Toppe ligger nogenlunde i samme Plan og vidner om, hvor dybt Vinden har udfuret eller »eroderet« den oprindelige Sletteflade, hvoraf Ø-Bjergenes afstumpede Toppe er de sidste Rester. Saadanne Erosionsklippers Ydre bærer paa mange forskellige Maader Præg af deres Udformning ved Vindens Kraft. Ofte ligner de mere eller mindre kæmpe- mæssige Paddehatte, og Aarsagen til denne mærkelige Form er da den, at deres øverste Partier har været mere modstandsdygtige over for Vejrsmuldring end de nederste. Efterhaanden som Vinden har eroderet dybere ned i den oprindelige Slette, er »Hatten« derfor kommen til at hvile paa en tynd »Stok«, der i Tidens Løb bliver mere og mere glat poleret af Flyvesandet, slibes tyndere og tyndere — og maaske en Dag knækker over som Resultat af Vejrsmuldringens og Vindens forenede Angreb. Hvor den oprindelige Ørkenslette har bestaaet af fastere og lø- sere Sandstenslag, viser de tilbageblevne Erosionsklipper undertiden forbavsende tydeligt Vindens afslibende Magt. Den paa vort Helsidesfotografi afbildede Sand- stenssøjle paa Toppen af den kegledannede Fod ser jo næsten ud, som var den for- met i et Drejerværksted, og kun Kapitælen har bevaret den oprindelige, ujævne Overflade. — Men Vindens Sus hen over vor Jord er ikke altid en Forgængelighedens Kla- gesang. Ogsaa frejdigere Melodier har Æolsharpen paa sine Strenge, og fra dem toner Ordene, at slides og forgaar end de gamle Former, skabes der samtidig nye; Stoffet bestaar evigt, og hvad der rives ned eet Sted, bygges op paa et andet. Det er denne opbyggende Virkning af Vindens Kraft, Geologerne kalder »æoliske Af- lejringer«, hvis mest typiske Repræsentanter, Klitterne og Løssdannelserne, er saa almindeligt kendte, at det maa være nok blot at nævne dem for dog ogsaa at min- des den positive Side af Vindens geologiske Virksomhed. — Ikke blot i geologisk Henseende giver Vindens Kraft sig Udslag, der kan medføre betydningsfulde Virkninger. Der er andre — for os nok saa følelige. Den mægtige Cyclon, der Paaskedag 1913 foer hen over De forenede Staters vest- lige Egne, med Død og Milliontab i Følge, var os en brat Mindelse om et Forhold, vi til daglig kun sjældent skænker en Tanke, — at vi, og med os utallige andre le- vende Væsener, færdes paa Bunden af et Hav, hvis Bevægelighed og Dybde saa langt overgaar Jordens Have. Vi kalder dette Hav Atmosfæren og dets Strømninger Vinde. Af disse er ingen saa skæbnesvangre som de Hvirvelvinde, der sammenfattes under Navnet Cykloner