Universets Undere
II. BIND

LEVENDE ELEKTRISKE BATTERIER 291 og dør derfor bort. Den cirkelformige Plet forvandles da til en Ring, som stadig vokser i sin ydre Rand, medens den raadner hen indvendig; og dens Diameter bli- ver saaledes bestandig større. Naar det Tidspunkt kommer, da der op af det underjordiske Mycelium skyder sporebærende Frugtlegemer, de egentlige »Paddehatte«, kommer disse derfor gan- ske naturligt til at danne en større eller mindre Kreds, svarende til den, Traadvævet danner nede i Jorden, — og da er det, vi pludselig ser de lyse »Hekseringe« tegne sig mellem Græsset, som er gengivne paa Fotografierne, og hvis Tværmaal kan være adskillige Meter. Kun faa Dage er Paddehattene fremme. Saa snart deres Millioner Sporer af Vinden er ført bort fra de mange Blade paa Hattens Underside, er deres Livsvirk- somhed endt. Men idet de raadner hen, forøger de Jordens Frugtbarhed, og hvor de stod, bliver Græsset kraftigt og vidner om Elverpigernes, eller Heksenes, Ringdans. Men nede i Jorden fortsætter Traadvævet sin midtpunktflyende Vækst, og næ- ste Aar vil Ringen være endnu større, hvis ikke ydre Aarsager har sprængt den eller hæmmet dens Udvidelsesdrift. LEVENDE ELEKTRISKE BATTERIER DER er nu gaaet godt 130 Aar, siden Luigi Galvani gjorde sin berømte Opda- gelse af dyrisk Elektricitet. De Forhold, han fremdrog, regnedes blandt Na- turens Vidundere, men skønt vort Kendskab til disse Fænomener har gjort store Fremskridt efter Galvanis Dage, er vi stadig lige uvidende om deres Aarsager. Det staar endnu tilbage at opdage, hvad Elektricitet egentlig er, og indenfor Dyre- verdenen er dette Forhold da fremdeles i dybeste Forstand et af Naturens Undere. Kun har Nutidens Forskere det Forspring fremfor Galvani, at man hos adskillige Fisk har fundet elektriske Organer af en Bygning, saa kompliceret, at Galvani al- drig har drømt derom. Hos nogle af disse Fisk er de elektriske Organer i Stand til at give endog meget kraftige Stød. Særlig gælder dette den store, nøgne »elektriske Aal« i Orinoco og Amazonas. Trods Navnet hører denne Fisk slet ikke til Aalene, men til »Barryggene«, og den er nærmere beslægtet med Karper og Maller end med Aal. Dens Form maa kun opfattes som en Tilpasning, erhvervet samtidig med, at Fisken antog aaleagtig Levevis; — men dette Spørgsmaal ligger forøvrig udenfor vort Emne. Som fuld- voksen kan denne mærkelige Fisk være et Par Meter lang og saa tyk som et Laar. Hvad der imidlertid interesserer mere, er dens elektriske Batterier. Disse strækker sig mellem Huden og Musklerne som to Par Længdebundter fra Krophule til Hale- spids, gennem 4/.r> af Dyrets Længde — det ene Par langs Halens Rygside, det andet langs Gatfinnen. De bestaar af et geléagtigt Væv, der ved fine Hinder deles i en Mængde Smaaprismer, indtil 240 indenfor en Længde af 2Vs Centimeter. Hele dette Apparat, der maa opfattes som særligt omdannet Muskelvæv, er forsynet med over 200 Nerver. Dets elektriske Udladninger er saa kraftige, at de kan være far- lige endog for store Pattedyr. Da de virker ikke blot ved direkte Berøring, men gennem Vandet, kan de Fisk og andre Dyr, der under Udladningen findes inden- for et bestemt Omraade, dræbes og let gøres til Bytte, saa at det er forstaaeligt, at denne velrustede »Aal« føler sig tryg baade for sit Udkomme og mod fjendtlige Angreb. 37*