Universets Undere
II. BIND

HAVEDDERKOPPER 303 EN DYBHAVS-HAVEDDERKOP (C OL OSSENDEIS). Som saa mange Dybhavsdyr er ogsaa dette stærkt rødt eller orangefarvet. De tynde Ben kan spænde over 60 cm og- hindrer derved Dyret i at synke ned i Bundens Mudder, hvorpaa det kryber. Foruden de fire egentlige Ben ses bagved den store Sna- bel et Par Palper og; et Par tilbagebøjede Lemmevedhæng, der hos Hannen bærer Æggene. Selve Kroppen er forsvindende lille. delsen uleddede og har — som vi ser paa Helsidestavlen — kun tre Par Lemmer, hvoraf det første danner et Par korte Klosakse. De paa Helsidestavlen fremstil- lede Larver har imidlertid Interesse af en anden, biologisk Grund, idet de viser Eksempel paa, at Havedderkoppernes Larver ikke altid falder Faderen til Byrde, men kan leve som Snyltegæster i Smaagoplepolyppers Mave og da omdanner Po- lyppen til en lukket, gallelignende Udvækst paa Kolonien, helt forskellig fra de Polypper, der gaar fri for disse smaa, ubehagelige Snyltere. Flertallet af Havedderkoppers Larver holder sig imidlertid til deres Fædre, saa længe de endnu er spæde. Vi har derfor i disse, i mange Henseender saa stærkt reducerede, edderkopagtige Væsener et af de forholdsvis faa Eksempler i Dyre- riget paa Yngelpleje, hvor det ikke er Hunnen, men Hannen, der tager sig af den kommende Slægts Opfostring. HVORLEDES SKILDPADDEN FIK SIT SKJOLD AT det dagligdags, tilvante virker sløvende, leverer Skildpadder et siaaende Be- -XX vis for. Havde disse Dyr været meget sjeldne, og var de først nylig bievne opdagede — som f. Eks. Okapien, — vilde enhver af os have anset dem for nogle af de mærkeligste eksisterende Væsener, og ingen vilde have næret mindste Tvivl