Universets Undere
II. BIND

Forfatter: J.O. BØVING-PETERSEN

År: 1914

Forlag: GYLDENDALSKE BOGHANDEL NORDISK FORLAG

Sted: KØBENHAVN OG KRISTIANIA

Sider: 460

UDK: 5 (02)

Populær Fremstilling efter det engelske Ori-

ginalværk ved J.O. BØ VING-PETERSEN. Med

mange Illustrationer og farvetrykte Tavler

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 486 Forrige Næste
304 UNIVERSETS UNDERE EN SKILDPADDES BUGSKJOLD. om, at de fortjente Plads blandt »Univer- sets Undere«. Først og fremmest er Skildpadden ene- staaende blandt alle Hvirveldyr ved, at dens Skelet er blevet udvendigt, ganske som hos en Bille. Hos alle andre Hvirvel- dyr — Mennesket indbefattet — ligger Ryg- raden og Ribbenene jo indlejret i den Mu- skelmasse, vi i daglig Tale kalder »Kød«, og Hvirvelsøjlen er mere eller mindre bøjelig og smidig. I længst svundne Tider har det samme ogsaa været Tilfældet hos de nulevende Skildpaddeslægters Stamfædre, hos hvem der i Huden blot fandtes spredte Benknu- der, der dannede et begyndende Værn mod fjendtlige Angreb; men i Tidens Løb udviklede dette Tilløb til en Rustning sig til stedse større Fuldkommenhed. De spredte Forbeninger blev fra Knuder til Plader og voksede tilsidst saa stærkt, at de kom til at danne et samlet Skjold, haardt og ubøjeligt — uden Tvivl en fortrinligt beskyttende Dækning, men et For- svar, som de ufødte, vordende Efterkommere blandt Skildpaddernes Æt til Gen- gæld skulde komme til at bøde for paa anden Maade. Efterhaanden som Skjoldet udvikledes til en mere og mere fuldkommen Rust- ning, blev Rygradens Bevægelsesfrihed nemlig mindre og mindre, og i samme For- hold degenererede ogsaa Rygmusklerne og svandt stedse mere ind hos de nye Slægtled. Men idet det mellemliggende Muskellag skrumpede ind, sank Rygskjoldet ned, indtil det tilsidst kom til at hvile direkte paa Rygradens Torntappe, og der kun blev et snævert Rum tilbage mellem Skjoldet og Ribbenene. Senere reducere- des ogsaa Torntappenes Længde, idet der ikke mere var Brug for dem som Støtte for Muskulaturen, og Skjoldet sank endnu dybere, indtil det tilsidst hvilede direkte paa Ribbene. Endelig — som Afslutningpaa EN SKILDPADDES RYGSKJOLD. hele denne Udvik- lingsgang—sammen- svejsedes Ribben og Rygskjold til een Ben- masse, og Ribbenene mistede i den Grad deres Selvstændig- hed, at hos Hoved- parten af Nutidens Skildpadder kun de- res øvre »Hoved« og nedre Ende er tilbage som frie Skeletdele.