Universets Undere
II. BIND
Forfatter: J.O. BØVING-PETERSEN
År: 1914
Forlag: GYLDENDALSKE BOGHANDEL NORDISK FORLAG
Sted: KØBENHAVN OG KRISTIANIA
Sider: 460
UDK: 5 (02)
Populær Fremstilling efter det engelske Ori-
ginalværk ved J.O. BØ VING-PETERSEN. Med
mange Illustrationer og farvetrykte Tavler
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
304
UNIVERSETS UNDERE
EN SKILDPADDES BUGSKJOLD.
om, at de fortjente Plads blandt »Univer-
sets Undere«.
Først og fremmest er Skildpadden ene-
staaende blandt alle Hvirveldyr ved, at
dens Skelet er blevet udvendigt, ganske
som hos en Bille. Hos alle andre Hvirvel-
dyr — Mennesket indbefattet — ligger Ryg-
raden og Ribbenene jo indlejret i den Mu-
skelmasse, vi i daglig Tale kalder »Kød«,
og Hvirvelsøjlen er mere eller mindre
bøjelig og smidig.
I længst svundne Tider har det samme
ogsaa været Tilfældet hos de nulevende
Skildpaddeslægters Stamfædre, hos hvem
der i Huden blot fandtes spredte Benknu-
der, der dannede et begyndende Værn
mod fjendtlige Angreb; men i Tidens Løb
udviklede dette Tilløb til en Rustning sig
til stedse større Fuldkommenhed. De
spredte Forbeninger blev fra Knuder til
Plader og voksede tilsidst saa stærkt, at
de kom til at danne et samlet Skjold,
haardt og ubøjeligt — uden Tvivl en fortrinligt beskyttende Dækning, men et For-
svar, som de ufødte, vordende Efterkommere blandt Skildpaddernes Æt til Gen-
gæld skulde komme til at bøde for paa anden Maade.
Efterhaanden som Skjoldet udvikledes til en mere og mere fuldkommen Rust-
ning, blev Rygradens Bevægelsesfrihed nemlig mindre og mindre, og i samme For-
hold degenererede ogsaa Rygmusklerne og svandt stedse mere ind hos de nye
Slægtled. Men idet det mellemliggende Muskellag skrumpede ind, sank Rygskjoldet
ned, indtil det tilsidst kom til at hvile direkte paa Rygradens Torntappe, og der
kun blev et snævert Rum tilbage mellem Skjoldet og Ribbenene. Senere reducere-
des ogsaa Torntappenes Længde, idet der ikke mere var Brug for dem som Støtte
for Muskulaturen, og Skjoldet sank endnu dybere, indtil det tilsidst hvilede direkte
paa Ribbene. Endelig
— som Afslutningpaa
EN SKILDPADDES RYGSKJOLD.
hele denne Udvik-
lingsgang—sammen-
svejsedes Ribben og
Rygskjold til een Ben-
masse, og Ribbenene
mistede i den Grad
deres Selvstændig-
hed, at hos Hoved-
parten af Nutidens
Skildpadder kun de-
res øvre »Hoved« og
nedre Ende er tilbage
som frie Skeletdele.