Universets Undere
II. BIND
Forfatter: J.O. BØVING-PETERSEN
År: 1914
Forlag: GYLDENDALSKE BOGHANDEL NORDISK FORLAG
Sted: KØBENHAVN OG KRISTIANIA
Sider: 460
UDK: 5 (02)
Populær Fremstilling efter det engelske Ori-
ginalværk ved J.O. BØ VING-PETERSEN. Med
mange Illustrationer og farvetrykte Tavler
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
32
UNIVERSETS UNDERE
EN LOPPES HOVED.
Forneden Mandens savtakkede Stikke- og Suge
denne Evne synes i Tilbagegang. Hønsenes Lopper springer f. Eks. ikke, — men
er fortrinlige Løbere. Dog mærkeligere synes det, at Pindsvinets Loppe kun und-
tagelsesvis springer, naar den sættes paa Jorden, endda den har særdeles velud-
viklede Springben. Forklaringen er maaske den, at Pindsvinet med stor Regelmæs-
sighed foretager sine natlige Udflugter ad de vante Spor, og at det for en Loppe,
der er gledet af eller paa anden Maade
kommen bort fra sin Vært, derfor er sik-
rest Politik ganske roligt at forblive paa
Sporet og afvente Pindsvinets Genkomst
fremfor at springe om paa uvis Søgen. Som
Regel vil Ventetiden heller ikke blive sær-
lig lang, da det samme Pindsvin oftest i
Løbet af en Nat passerer samme Vej flere
Gange. I det Øjeblik, det lunter forbi den
lurende Snyltegæst, vil denne da med et
enkelt Spring kunne sætte op og indtage
sin vante Plads. Men kun i saadanne Und-
tagelsestilfælde synes denne Art at benytte
sin Springevne.
Ikke blot Springbenene med de krumme
Hæftekroge, men hele Legemet viser en
glimrende Tilpasning efter Loppens sær-
lige Behov. Den usædvanlig stærkt sam-
mentrykte Form gør Dyret fortrinlig skik-
ket til at bane sig Vej og smutte ud og ind
gennem den tætte Urskov, Fuglens Dun og
Fjer og Pattedyrenes Pels ofte danner. Des-
uden hjælper Formen Loppen til at kunne
taale at klemmes antageligt uden at lide
mindste Skade, hvilket man let vil kunne
overbevise sig om, hvis man sætter den
paa Prøve mellem to Fingre. En ypperlig
Dækning har den yderligere i sit Hudpan-
ser, hvis Led er forbavsende haarde og
faste, ikke blot, som hos Billerne, paa Ho-
ved og Bryst, men tillige paa Bagkroppen,
der jo plejer at være Insekternes svage
Punkt. Da Værtens Hud altid vil danne et
blødt, mere eller mindre fjedrende Under-
lag for Snylteren, kan det ofte være van-
skeligt nok at overmande den ubehagelige
Gæst, hvad enten det nu er Næb eller Tæn-
der, Negle eller Kløer, der anvendes som Knuseredskaber.
At Hudpladerne er ganske glatte, og at de stive Børster, der udgaar fra Ringenes
bageste Rande, alle vender bagud, har ogsaa sin praktiske Betydning, hvorom man
ligeledes kan overtyde sig ved at forsøge at holde en levende Loppe fast mellem
to sammenklemte Fingerspidser. Man vil jo snart mærke, at den lille Fyr ikke er
nem at holde Styr paa.