Universets Undere
II. BIND

Forfatter: J.O. BØVING-PETERSEN

År: 1914

Forlag: GYLDENDALSKE BOGHANDEL NORDISK FORLAG

Sted: KØBENHAVN OG KRISTIANIA

Sider: 460

UDK: 5 (02)

Populær Fremstilling efter det engelske Ori-

ginalværk ved J.O. BØ VING-PETERSEN. Med

mange Illustrationer og farvetrykte Tavler

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 486 Forrige Næste
32 UNIVERSETS UNDERE EN LOPPES HOVED. Forneden Mandens savtakkede Stikke- og Suge denne Evne synes i Tilbagegang. Hønsenes Lopper springer f. Eks. ikke, — men er fortrinlige Løbere. Dog mærkeligere synes det, at Pindsvinets Loppe kun und- tagelsesvis springer, naar den sættes paa Jorden, endda den har særdeles velud- viklede Springben. Forklaringen er maaske den, at Pindsvinet med stor Regelmæs- sighed foretager sine natlige Udflugter ad de vante Spor, og at det for en Loppe, der er gledet af eller paa anden Maade kommen bort fra sin Vært, derfor er sik- rest Politik ganske roligt at forblive paa Sporet og afvente Pindsvinets Genkomst fremfor at springe om paa uvis Søgen. Som Regel vil Ventetiden heller ikke blive sær- lig lang, da det samme Pindsvin oftest i Løbet af en Nat passerer samme Vej flere Gange. I det Øjeblik, det lunter forbi den lurende Snyltegæst, vil denne da med et enkelt Spring kunne sætte op og indtage sin vante Plads. Men kun i saadanne Und- tagelsestilfælde synes denne Art at benytte sin Springevne. Ikke blot Springbenene med de krumme Hæftekroge, men hele Legemet viser en glimrende Tilpasning efter Loppens sær- lige Behov. Den usædvanlig stærkt sam- mentrykte Form gør Dyret fortrinlig skik- ket til at bane sig Vej og smutte ud og ind gennem den tætte Urskov, Fuglens Dun og Fjer og Pattedyrenes Pels ofte danner. Des- uden hjælper Formen Loppen til at kunne taale at klemmes antageligt uden at lide mindste Skade, hvilket man let vil kunne overbevise sig om, hvis man sætter den paa Prøve mellem to Fingre. En ypperlig Dækning har den yderligere i sit Hudpan- ser, hvis Led er forbavsende haarde og faste, ikke blot, som hos Billerne, paa Ho- ved og Bryst, men tillige paa Bagkroppen, der jo plejer at være Insekternes svage Punkt. Da Værtens Hud altid vil danne et blødt, mere eller mindre fjedrende Under- lag for Snylteren, kan det ofte være van- skeligt nok at overmande den ubehagelige Gæst, hvad enten det nu er Næb eller Tæn- der, Negle eller Kløer, der anvendes som Knuseredskaber. At Hudpladerne er ganske glatte, og at de stive Børster, der udgaar fra Ringenes bageste Rande, alle vender bagud, har ogsaa sin praktiske Betydning, hvorom man ligeledes kan overtyde sig ved at forsøge at holde en levende Loppe fast mellem to sammenklemte Fingerspidser. Man vil jo snart mærke, at den lille Fyr ikke er nem at holde Styr paa.