Universets Undere
II. BIND

TSETSEFLUER 435 »SØMOS«; FJERPOLYP (PI.UMULARIA) I NATURLIG STØRRELSE. Fjerformigt forgrenede Kolonier af Goplepolyper paa en Sten. Paa Grenenes Overside ses de enkelte Polypbægere. kryber det fuldt udviklede Inkekt frem efter omtrent fem Ugers Forløb. — Tid- ligere troede man som bekendt, at Tsetsefluerne dræbte de Husdyr, de stak, ved en særlig virkningsfuld Gift, som man antog, at de selv frembragte i sig og ind podede i deres Offer; men i 1895-96 blev denne gængse Antagelse fuldstændig omstødt af Bruce, der paaviste, at Tsetsefluerne selv er giftløse, og at Faren be- ror paa, at de ved Blodsugningen overfører til Tamkvæg, Heste og Hunde en mi- kroskopisk lille Snylter — Protozoen Trypanosoma Brucei, — som lever i for- skellige vilde Pattedyrs Blod. Gennem mange Slægtleds Tilvænning er disse vildt levende afrikanske Dyr bievne saa stærkt tilvænnede til denne Snylter, at de er bievne uimodtagelige, immune, for dens Gift. Naar Protozoen sammen med Blodet indsuges af en Tsetseflue, undergaar den i Fluens Legeme visse Forandringer, og naar Fluen da efter et vist Tids- rums Forløb stikker et eller an- det af de indførte Tamdyr og ved sit Stik, indpoder den lille Snylter i dets Blod, hvor den formerer sig hurtigt, vil de Giftstoffer, Try- panosomerne udskiller, virke ab- solut dræbende, fordi det nye »Værtdyr« ikke er tilvænnet og derfor ikke immunt over for Gif- ten. Paa lignende Vis, men af andre Arter, udbredes og fremkaldes So- vesygen, der i de sidste 10—12 Aar har bortrevet mange Hundredtu- sinde Mennesker i Uganda og i Kongostaten, foruden at den til- lige hjemsøger andre Egne af tro- pisk Afrika. Ogsaa her er det en mikroskopisk lille Protozo — Try- panosoma Castellanii, — der overføres af en Tsetseflueart, som agerer midlertidig Vært. Det eneste hidtil kendte Middel til nogenlunde at bekæmpe Tsetsefluerne og dermed søge at hindre de farlige Snylteres Udbredelse bestaar i at brænde »Flue- distrikterne« s Siv- og Kratbevoksninger, der udgør de vigtigste Udklækningsplad- ser for Smittebærernes Yngel. „SØMOS“ PAA mange af de Muslingskaller, Træstykker og Stene, som Havet skyller op paa Stranden, og paa Blæretangen og Aalegræsset, der af Bølgeslaget skvulpes frem og tilbage i Havstokken, opdager man let nogle fine, forgrenede, moshgnen e Totter, som enhver, der ikke kender dem, ved første Øjekast vil antage for smaa Planter, vel nærmest en Slags Rødalger, hvoraf der jo paa Stranden findes en Mængde elegant formede Arter. Føler man paa dem, vil deres ret faste, hornagtige