Universets Undere
II. BIND

440 UNIVERSETS UNDERE med de for alle Koraller, Gopler og Polyper saa karakteristiske Neldeceller. Naar Kolonien berøres, ruller disse mundløse Forsvarsdyr sig spiralformigt sammen for derpaa at strække sig frem og af deres Batterier udskyde talrige Giftpile mod Angriberen. Andre, ligeledes mundløse »Personer« i Kolonien mangler endogsaa Tentaklerne, men synes at være i særlig Grad følsomme, saa at de ved deres skarpe Sanseevne bliver det hele Samfund til Nytte. Baade de og Forsvarsdyrene faar, som Gengæld for ydede Tjenester, deres Føde tilført fra Ernæringspolyperne gennem det Kanalsystem, der gennemtrænger hele Kolonien og sætter dens en- kelte Individer i indbyrdes Forbindelse. Endelig udvikles der Kønsdyr, som i Mod- sætning til de knopskydende Polyper frembringer Sæd og Æg. Ogsaa Kønsdyrene dannes selv ved Knopskydning, enten af de sædvanlige »Ædere« eller af stærkt reducerede Polyper, der hverken har Mund eller Fangarme og kun har den Funk- tion at være »Ammer« for det ægbærende Slægtled. Kønsdyrenes Udseende og Skæbne kan ligeledes være yderst forskellig; — som Regel bliver de smaa, højst ærtstore Gopler, der river sig løs fra Kolonien og svømmer frit om som Miniatur- udgaver af den almindelige Vandmand; men hos nogle Slægter, f. Eks. hos Fjer- polyperne, forbliver de fastsiddende paa Kolonien, og saadanne fastsiddende Me- duser er da mere eller mindre ufuldkomne, ja kan endog være reducerede til smaa vortelignende Knuder, som man mindst af alt skulde antage for at svare til en Goplegeneration, — hvis man ikke gennem sammenlignende Undersøgelser kendte deres Udviklingsforhold og kunde følge deres æg- og sæddannende Virk- somhed. For Zoologen frembyder i det hele taget de smaa Goplepolypkoloniers Bygning og Liv et rigt og tiltalende Undersøgelsesfelt, saaledes som de her kun løst anty- dede Omrids maaske lader ane; — men ogsaa andre kan fængsles af Skønheden og den dybere Sammenhæng i en Tot levende »Sømos«, set gennem en god Lupe. Det er et Glimt ind i en Verden, som Strandens sædvanlige Badegæster ikke ser. HARLEKINBILLEN HARLEKINBILLEN (Macropus longimanus) er en af de forunderligst udseende Træbukke, der lever i Mellem- og Sydamerikas Skove, fra Meksiko indtil det sydlige Brasilien. Sit populære Navn skylder den det brogede, rød-hvid-sorte Skrud, hvori den optræder, men langt mere paafaldende er det Bygningsforhold hos Han- nerne, der har givet Anledning til Insektets videnskabelige Dobbeltnavn, — frit oversat: »Langfingrede Langben«; en Benævnelse, der strengt taget dog kun pas- ser paa Hannerne, eftersom det kun er hos dem, at Forbenene bliver saa mon- strøst lange, som Fotografiet viser. Omsat i Maal og Tal er Kroppens, Følehornenes og Forbenenes Længde hos Hannen omtrent følgende : Medens Krop og Hoved tilsammen kun maaler ca. 6 cm, er Følehornene og Forbenene hver over en halv Snes Centimeter lange og spænder tilsammen, fra Fodspids til Følerspids, over nogle og tyve Centimeter. At Træbuk-Hannernes Følehorn kan være særlig stærkt udviklede, kender vi fra vor hjemlige »Tømmermand«; men ganske uden Sidestykke er den ekscentri- ske Længde, Harlekin-Hannens Forben har, og om deres Betydning hersker der endnu megen Uvished. Muligvis tjener de paa en eller anden Vis til at fastholde Hunnen, men direkte Iagttagelser herover kendes ikke. Harlekinbillen er et natligt