Universets Undere
II. BIND

82 UNIVERSETS UNDERE ØEN MAURITIUS’ DRONTE (DIDUS INEPTUS), der var saa stor som en Svane og udryddedes i det 17. Aarhundrede. de jo ogsaa bedst kan gøre Gavn. Der kunde omtales endnu adskillige nuleven- de Fugle, som er ude af Stand til at flyve, f. Eks. de ligeledes paa Ny Zea- land levende Uglepape- gøjer, der ruger i Klippe- og Jordhuller, de sydlige Haves Pingviner o. fl.; men nok saa megen In- teresse frembyder de Former, som enten er uddøde paa naturlig Vis eller er udryddede af Mennesket. Gaar vi saa langt til- bage blandt Nutidsfugle- nes Forfædre som til Kridttiden, møder os en af »Tandfuglenes« Re- præsentanter, Hesperornis regalis, »den kongelige Vestfugl«, hvis Skeletrester amerikanske Geologer har fremdraget af Klippebjergenes Jordlag. Hvor nu Kan- sas’ og Colorados Kæder hæver sig, laa i Kridttiden et Hav, hvis Klippekyster og Øer beboedes af denne ældgamle Fugleslægt, store, dykkende Svømmefugle, der fra Næbspids til Taaspidser maalte henved to Meter. Deres Næb bar endnu tyde- ligt Vidnesbyrd om de- ØEN BOURBONS DRONTE (DIDUS SOLITARIUS), der ligeledes er udryddet. res nære Slægtskab med Krybdyrene, idet det li- gesom hos den endnu ældre »Øglefugl« Archæ- opteryx (1. Bind, Side 238) var bevæbnet med spidse Tandrækker; men medens Øglefuglen har været i Stand til at flyve — om end næppe særlig godt, — var denne Evne allerede gaaet tabt eller i hvert Fald ikke udvik- let hos Hesperornis. Af dens Vinger var kun en lille spinkel Benstump tilbage, svarende til Over- armen og saa ubetydelig, at Forlemmerne end ikke som hos Nutidens Ping-