Beretning om det tredje danske Industrimøde i Nakskov
den 14de - 19de September 1868

115 maade, og den Bager, som havde faaet denne Eneret, vandt Sagen. Taleren oplyste dernæst, at der i de Eneretsbevillinger, som her i Landet ndfærdigedes, altid stod udtalt, at, saafremt det oplystes, at en lignende Gjenstand var forfærbiget af Andre, før Patentet med- deeltes, stulde Patentet være forbrudt, en Bestemmelse som havde sin mislige Side. Det fremgik saaledes af en Viborg-Overretsdom, at en Mand, som havde opfundet en ny Slags Stavseletoi, men ladet nogle Aar hengaae, inden han tog Patent derpaa, tabte sin Sag mod Den, der havde efterlignet det, fordi det godtgjordes, at denne havde forfærbiget det, før Patentet blev meddeelt. Naar Hr. Frede- riksen havde spurgt, hvorvidt Patenter efter almindelige Grundsæt- ninger vare berettigede, troede han, at man maatte komme til det Resultat, at de vare aldeles berettigede. Ligesom Eiendomsrettens Fortabelse vilde føre til Samfundets Oplosning, vilde vistnok ogsaa Enerettens Forkastelse føre, om ikke til Samfundets Oplosning, faa dog til mange mislige Ting. Den engelske Forfatters Attringer om, at Opfindelserne ligesom laae i Luften og kom som Spirerne af sig selv, og at de ikke vare enkelte Mands men hele Aarhundredets Eiendom, havde neppe mere at betyde end Kommunisternes Sætning om, at Arbeidet og Lounen derfor var fælleds. Man maatte vistnok efter almindelige Grundsætninger ligesaavel anerkjende en Næringsret som en Eiendomsret. Dette var hos os ogsaa anerkjendt for den litterære Eiendomsrets Vedkommende og ved Loven om Eneret paa Photografier. For at en saadan Eneret ikke skal have den fladelige Indflydelse, at Publikum kommer til at betale Gjenstandene dyrere, end ellers vilde være Tilfældet, er det i Lovgivningen bestemt, at denne Eneret ikke kan nedarves og kun gives for en begrændset Tid; Eneretten paa industrielle Opfindelser blev hos os i Almindelighed givet for 10 Aar, men i et gammelt Reskript, hvis Analogi her blev anvendt, var der dog Tale om 5— 20 Aar. Skulde vi have en Lovgivning om Patenter, burde den sætte en længere Tidsgrændse, s. Ex. den Paagjældendes Levetid, og at, hvis hun dode inden 30 Aars Forlob, beholdt hans Familie Eneretten i den tilbagestaaende Deel af dette Tidsrnm. Sporgsmaal om Indgreb i Eneretten flulde ikke afgjores af Staten men af Domstolene, men til Lettelse af Beviisforelsen i saadaune Sager vilde det maaskee være praktisk rigtigt at indrette et Bureau, hvor man kunde melde og faae fast- flaaet, at man havde gjort eller troede at have gjort en Opfindelse paa den Tid, og saa kunde Retten senere afgjore, om det virkelig 8*