Beretning om det tredje danske Industrimøde i Nakskov
den 14de - 19de September 1868

År: 1868

Forlag: Forlagt af G. E. C. Gad

Sted: Kjøbenhavn

Sider: 177

UDK: 338(489)(06) Dan

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 186 Forrige Næste
116 var en ny Opfindelse. Gik man som Taleren ud fra, at Eneretten er en naturlig Ret, var det en Modsigelse at fordre Betaling for dens Meddelelse, om det end kun var 17 Rd. Mekanikus Christoffersen Undrede sig over, at der kunde være Tale om Indgreb i Nogens Net, ved at en Mand fik Patent paa en Opfindelse, han havde gjort Han tog ikke Noget fra Andre, thi det, han fik Eneret paa, havde ikke existeret for. Til Hr. Nyrop bemærkede han, at den omtalte Sadelmager havde, ved i to Aar at forfærdige sine Seletoier, givet sin Ret bort og kunde derfor ikke fordre nogen Eneret; vilde han bevare sin Ret, maatte han holde sin Opfindelse hemmelig, indtil han fik Patent paa den. At Re- gjeringen ikke burbe paatage sig at beskytte Ens Eneret, uden at faae Betaling derfor, fulgte af sig selv, og var Tilfældet i alle Lande; 17 Rd. kunde neppe være en tilstrækkelig Betaling derfor. I de fremmede Landes Patentlovgivning vilde man kunne finde en god Vejledning, og man vilde neppe i nogen af dem finde, at en Mand kunde faae Patent paa en Opfindelse, som en Anden havde gjort i Udlandet; det var kun Tilfældet hos os. Voxdugsfabrikant Meyer meddeelte, at den Mand, som i Kjobenhavn forfærdigede kalorifte Maskiner, hvorpaa John Ericson havde Patent i Sverrig, maatte svare en vis Afgift til Opfinderen for hver Maskine, han forfærdigede. Statsrevisor Gad bemærkede i Anledning af den omtalte Sag om Seletoiet, at, hvorledes man end indrettede en Patentlovgivning, vilde det være aldeles umuligt at indrette den saaledes, at Den be- holdt sin Eneret, som faktisk havde overgivet den til Samfundet. Hr. Frederiksen havde i Begyndelsen pointeret meget stærkt, at Ene- retten ikke kunde kaldes en naturlig Ret, men senere modificeret sine Udtalelser herom, og hvad han til Slutning derom udtalte, kunde Taleren ganske tiltræde. Det var nemlig deraf blevet klart, at Hr. Frederiksen ikke var imod Eneretten, men kun ikke vilde have den opfattet som en naturlig Ret i den Forstand, at Staten ikke flulde kunne paa Samfundets Vegne gjore betydelige Indskrænkninger i samme. Hr. Nyrop var gaaet for vidt i sin Betragtning af Ene- retten som en naturlig Ret. Der tages virkelig Noget fra Sam- fundet, thi mange af disse Ideer laae, som det var sagt, i Luften, og naar The ori og Praxis vare skredne saa langt frem, at dct næste Skridt maatte fore til en Opfindelse, kunde man være overbeviist om, at denne i vore Dage, med de lette Forbiudelsesmidler, ikke