Beretning om det tredje danske Industrimøde i Nakskov
den 14de - 19de September 1868

140 er Antallet af de af Fattigvæsenet Understøttede fra 1860 til 1867 steget fru 75 til 130, skjondt Folketallet Hoist er forøget med kun 90, og lignende Forøgelse har snndet Sted i mange Kommuner. Jeg mener at have sagt nok for at minde om, at den stigende Fattigdom er en om sig gribende Kræftskade, der kan medfore de alvorligste Farer for Samfundet, saa det er paa hoie Tid at tage alvorlige Forholdsregler derimod. Ved en Epidemi som ved enhver Sygdom er der tvende Ting at gjøre: at tage de Syge under Behand- ling og — hvad der er det Vigtigste, — at hæve eller formindfle Aarsagen til Syg-dommen. Saaledes ogsaa her: man maa soge 1) at forsorge Dem, der ere komne saavidt, at de ikke kunne und- være fremmed Hjælp, paa bedste Maude, og 2) stræbe at hindre saa Mange som muligt af de ubemidlede Klasser fra at forarmes. 1) Angaaende Forsorgelsen af de Fattige er jeg for min Deel paa det Rene med, hvorledes den bør ordnes. Jeg mener, at der bør stræbes hen til, at alle værdige Trængende o: De, som nok ville, men ikke kunne ernære sig og Sine, understottes ved et vel organiseret, frivilligt Fattigvæsen. Der er gjort en god Begyndelse dertil i Kjobenhuvn og andre Steder, der burde arbeides derpaa allevegne, i Stad og paa Land, og til et velorganiseret fri- villigt Fattigvæsen horer, at Bestyrelsen har en Mængde Hjælpere, Mænd eller Qvinder, som have Interesse for de Fattige, og som dele Tilsynet med de Trængende imellem sig, saa at hver kun har nogle faa Familier at holde £ie med og personligt træde i Forbin- delse med. Alle de Fattige derimod, som ikke ville hjælpe til, hvad de kunne, de u vær dige Trængende bor det frivillige Fattigvæsen ikke befatte sig med men overlade til det offentlige Fattigvæsen, der bør holde dem til at arbeide i Arbeids- og Forsorgelsesanstalter — paa Landet i Fattiggaarde — hvor der dog bør herste saa megen Mildhed som muligt; for de Gjenstridige bør hvert Amt have en Tvangsarbeidsanstalt. Dette synes mig at være Maalet, men saalænge det frivillige Fattigvæsen endnu er saa lidet udviklet, at det Offentlige ogsaa maa antage sig mange værdige Trængende, maa det lempe sig efter Omstændighederne, deels ved at give Understøttelse udenfor Arbeidsanstalterue, deels ved at optage i dem Mange, som egentlig ikke hore hjemme der. 2) Det Andet, det Vigtigste, der skulde gjores, og hvorom der idag jo især stuldc tales, er Midlerne til at hindre de Ube- midlede fra at forarmes.