Beretning om det tredje danske Industrimøde i Nakskov
den 14de - 19de September 1868

-'1.. 146 med deres ftørre Sygelighed komme til at gjøre langt ftørre Fordringer til Kassen end de Unge. Er der mange Unge, kan det, om det end i og for sig er uretfærdigt, dog gaae, idet de Unge betale for de Gamle. Vore Sygekasser ere endnn unge, men siden 1862 er de Unges Antal stadigt aftaget og de Gamles tiltaget; 1862 vare 23 pCt. otier 45 Aar, men 1866 33 pCt. Man haaber, at Inter- essen for Selvhjælp flat voxe, saa at der nok ville indtræde nye yngre Medlemmer. Jeg haaber ogsaa, at denne Interesse ml voxe, men sæt, at den doter sig i en anden Retning, sæt, at den almindelige Mening vilde vende sig fra Sygekassen til HuUsholdningsforeninger, saa de Unge segle derhen! saa sad Sygekasserne der med deres gamle Medlemmer, der hver Dag blive ældre. Hvorfra stal saa Midlerne til at opfylde Forpligtelserne komme? Den, der indtræder i en ældre Alder, bør utvivlsomt betale et høiere Kontingent end Den, der ind- , træder i en yngre Alder, og det saaledes, at det strax ved Indtrædelsen ansættes saaledes, at det passer for de sandsynlige Sygedage i hans hele Liv, saa at det bliver uforandret, saa længe han er Medlem. Her er ikke Stedet til at indlade sig paa de Beregninger, der ligge til Grund for, hvor meget der maa betales for en vis Ugentlig Sygehjælp. Det bør som sagt være forskjelligt efter Alderen, det beroer ogsaa paa, hvilke Fordringer der gjores i flere Henseender. Det var vistnok det ønskeligste, om man kunde sikkre Medlemmerne Hjælp i enhver Sygdom, selv om den varede nok saa længe, selv om den var Uhelbredelig, sikkre dem lige til deres Dødsdag. Gaaer man ud fra, at man ikke af Landbefolkningen tør forlange Mere end 4—6 Sk. om Ugen, og at de bør have i det Mindste en ugentlig Hjælp af 2 Rdlr., Alt i Alt, — i Kjobstæderne noget Mere mod et ftørre Kontingent —, saa vilde det imidlertid efter Beregninger, hvorfor de engelske Erfaringer, modificerede efter vore egne, vare lagte til Grund, blive dobbelt saa dyrt. Man maa derfor nedstemme For- dringerne, og man har derfor næsten i alle Sygekasser feet sig nøbt til at bestemme: 1) Uhelbredelige Sygdomme kunne vi ikke befatte os med, og 2) i langvarige Sygdomme maa der sættes en Grændse, saa at der kim f. Ex. i f Aar gives fuld Sygehjælp, derpaa en mindre efter Omstændighederne. Endvidere anseer jeg det ogsaa for klogest, for at det ikke skal blive for dyrt, at fastsætte, at Medlemmer, naar de blive over 65 Aar, da Sygeligheden voxer i en saa over- ordentlig Grad, ikke kunne gjøre Fordring paa Sygehjælp; nogle faa saa gamle kunne let i en Forening af c. 100 Medlemmer be-