Beretning om det tredje danske Industrimøde i Nakskov
den 14de - 19de September 1868

165 Gad var Dirigent og fremlagde folgende Forsiag til Beslutning: Forsamlingen udtaler som sin Anstuelse: 1) At en kraftig Udvikling af Foreningslivet er en Betingelse for, at Arbeidsklassen kan naae saadanne Vilkaar, at den saavel i aandelig som i materiel Henseende kan holde Skridt med Tidens Fordringer; 2) at gjensidige Forsikkringsforeninger (Syge- og Alderdomsunder- stottelses- samt Livsforstkkringsforeninger) bør fremmes ikke alene derved, at det nødvendige vejledende Grundlag til Bedømmelsen af flige Foreningers Love og hele Indretning fremstaffes ved offentlig Foranstaltning, men ogsaa derved, at der gjennem Lov- givningen ydes disse Foreninger, forsaavidt og saalænge de ere solidt og hensigtsmæssigt indrettede, sorskjellige Lettelser og Be- gunstigelser, som dog ikke bør forandre Foreningernes Charcikteer, at de bære og styre sig selv; 3) at Selvhjælps- og Velgjorenhedssoreninger maae holdes strengt adskilte; 4) at Husholdningsforeninger under særegne Forhold kunne stifte megen Nytte, forneinlig hvor Betingelserne for eit virksom Kon- kurrence i Handelen med de vigtigste Livsfornodenheder mangle eller dog endnu ikke tilstrækkeligt have Udviklet sig. Dirigenten bemærkede, at da Ordføreren maatte reise bort fra Byen umiddelbart efter at forste Behandling var fhittet, havde det paahvilet ham som Dirigent at affatte Forsiaget til Beslutning i Sagen, og han havde da fulgt den Vei, at gjore det i en saadan Almindelighed, at Forsamlingen vistnok let vilde knnne stutte sig til det. Forslagene Nr. 1—3 bleve derpaa Uden Forhandling enstemmig vedtagne. Bed Forflaget Nr. 1 bemærkede Schwartz, at han ikke kunde indsee, hvorfor netop Hmlshold- ningsforeningerne vare nævnte; der var jo ogsaa andre Foreninger, hvis Formaal var at skaffe Arbejderne billigere Vilkaar, saasom Byggeforeninger. Han vilde derfor ansee det for rigtigst, at For- slaget udgik, da det allerede i det først vedtagne Forslag var Udtalt, at Foreningslivet burde Udvikles. Hellmann tiltraadte denne Anstuelse. Den eneste Grand til, at Husholdningsforeningerne bleve med optagne i Resolutionen, var vistnok den store Vægt, Ordføreren lagde paa dem. Men efter de Anskuelser, der iovrigt vare komne frem, fandt han ikke, at disse Foreninger stnlde detones stærkere end andre.