Beretning om det tredje danske Industrimøde i Nakskov
den 14de - 19de September 1868

82 føre Naalen med den største Hastighed, man kunde tilveiebringe, kande dette umuligt passes. Ved Symastinen er al den Omhu, fom skal anvendes paa at gjore Stingene lige lange, een Gang for alle ned- lagt i Maflinen, og hvor hurtigt man end lader den lobe, udmaaler den sine Sting lige noiagtigt. Saalcenge vi betragtede den stillestaaende Mafline, fandt vi en fuldstændig Lighed imellem det Arbeide, der virkede paa den, og det, den udforte; men Ligheden horer op, saasnart Bevægelsen begynder, da saa Hindringerne forst faae deres Indflydelse. Det Tab i Arbejds- kraft, Maflinens Brug medfører, synes nu at hore ganfle under Tilfældighedernes Omraade, hvorved der fremkommer et Indtryk af Vilkaarlighed, som man ellers ikke er vant at træffe ved Naturen og dens Kræfter; men det viser sig ogsaa, ved en nærmere Undersøgelse af Tabet, at Maskinens Betydning forst kan opfattes klart, naar Tabets Beskaffenhed er bleven oplyst. Betragte vi nærmest den Hindring for Bevægelsen, som er den meest UUndgaaelige og som ved de allerfleste Mastiner forvolde det største Tab, nemlig Gnidningsmodstanden, saa fremkommer den derved, at Ujevn- hederne paa to Flader, som bevæge sig i Berøring med hinanden, gribe ind i hinanden, og man stræber at formindske den deels ved at jevne Over- fladen, deels ved at udfylde Ujevnhederne med Smørelse. Paa ingen- somhelst Maude kan Gnidningsmodstanden foraarsage en Bevægelse men kun hindre den; men Noget kan den dog frembringe. Det er bekjendt nok, at vilde Folkeslag staffe sig Ild ved hurtigt at gnide to Stykker Trce imod hinanden. De Wldre iblandt de Tilstedeværende, som mindes den Tid, da de simplere Vogne kun havde Træaxler, som bleve smurte med Tjære, ville ogsaa erindre, at der ikke sjeldent ved hmtig Kjorsel gik Ild i en Vognaxel, og endnu hænder det vel af og til, at der ganer Ild i en Molleaxel, naar Vinden dreier den for hurtigt; men vi behove ikke at indflrænke os til at betragte saa over- ordentlige Virkninger, det kan vel antages som almindelig bekjendt, at to Legemer opvarmes, naar de gnides imod hinanden. Gnidning frembringer Varme; men Sporgsmaalet er, i hvad Forhold den frembragte Varme staaer til Gnidningsmodstanden. Det var en tydsk Læge, Dr. Meyer i Heilbronn, der forst udtalte det rette Forhold fra et theoretist Standpunkt, men det var den danste Stadsingenieur C olding, som kort efter, uden at kjende Dr. Meyers Udtalelser, støttede den samme Anskuelse ved Forjog, og denne Anskuelse er den, üt den ved Gnidningsmodstanden frembragte Varme netop er det