Schliemann's Udgravninger I Troja, Tiryns, Mykenæ, Orchomenos, Ithaka
Efter Dr. Carl Schuchhardts's Fremstilling

104 Troja. spore paa dem. Alle Partier have et glat, fint, næsten spinkelt Udseende", og det maa derfor „antages, at de for- dums Bærere af disse Hoveder hørte til et bosiddende Folk, der var fortroligt med Fredens Kunster og ved Samkvem med fjernere Stammer ogsaa mere udsat for Blodets Blanding. “ 7. Det græsk-romerske Ilion. En Beskrivelse af græske og endmere af romerske Ruiner falder egenlig udenfor det Begreb, vi forbinde med Schliemann’ske Udgravninger. Man har vænnet sig til i Forbindelse med Schliemann’s Navn kun at tænke paa en bestemt Periode af Oldtiden, paa den store græske Heltetid; og dette er et godt og rigtigt Forhold, thi det har sin Rod i Mandens hele Særpræg, hans fuldstændige Gaaen op i hin romantiske, sagnomspunde Verden. Om det øverste Lag i Troja, efter hans Tælling den syvende By, har han da ogsaa kun bekymret sig lidet. Først de Arkitekter, der assisterede ham i Aaret 1882, samlede og optoge omhyggeligt, hvad der endnu var at finde. Vi skulle derfor ogsaa indskrænke os til et kort Overblik over disse Rester, saa meget mere som det hellenistiske og romerske Ilion, hvad Bygninger, Mindesmærker og Redskaber angaar, viser nøiagtig de samme Særegenheder, som vi kjende fra saa mange andre af hin Tids Byer. En Mængde Vaseskaar bevise, at der allerede længe før det Besøg af Xerxes, hvorom Herodot fortæller, igjen var en Koloni paa Borgen. Skaaret Fig. 87 viser den øverste Halvdel af et kvindeligt, bevinget Væsen, malet med sort Farve paa lyserød Grund. Den spidse Næse og det store mandelformede Øie, der trods Profiltegningen dog ses en face, ere tilstrækkeligt Vidnesbyrd om den archaisk-græske