ForsideBøgerSchliemann's Udgravninger…uchhardts's Fremstilling

Schliemann's Udgravninger I Troja, Tiryns, Mykenæ, Orchomenos, Ithaka
Efter Dr. Carl Schuchhardts's Fremstilling

Forfatter: Carl Schuchhardt

År: 1891

Forlag: Forlagsbureauet i Kjøbenhavn (G. E. C. Gad. Jacob Hegel C. C. Lose)

Sider: 405

UDK: 571(5)

Oversat af E. H. Ludvigsen

Med et forord af Prof. Dr. Phill. J. L. Ussing

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 452 Forrige Næste
Ithaka. 379 Med Hensyn til Koraxklippen siger ogsaa Odysseus til Eumæos (XIV, 398): Kommer han derimod ikke, som jeg forsikrer og paastaar, Lad dine Trælle saa styrte mig ned fra Klippen den høie. Der maa altsaa her have været en høi, steil Væg. Alle disse Forudsætninger ske Fyldest paa den store Bjergflade ved Øens Sydspids. Der har man en vid Udsigt til alle Sider, der udspringer en betydelig Kilde, som nu kaldes Perapegadi, og tæt ved den reiser sig en Klippevæg, saa passende for „Ravneklippen“ som man kan ønske det. Til dette Sted henlægges da ogsaa almindeligvis Eumæos’ Græsgange. Som man ser, lade altsaa Hovedpunkterne i den gamle Topografi af Ithaka sig fuldstændig gjenkjende i de moderne Forhold. Og i endnu høiere Grad er naturligvis Øens almindelige Karakter forbleven uforandret. Athene siger om Landet (Od. XIII, 242): Vel er af Klipper det fuldt, og ei det duer til Hestavl, Men det er dog ikke goldt, dog ei ere Sletterne brede. Kornet hos os velsignet paa Markerne trives, og Ranken Yppig sig slynger, thi Regn og kvægende Dug dem befrugter. Tjenligst er Landet til Geder og Køer, vore Skove har alskens Træer, og Vand det udslagene Aar i Hækkene flyder. Det samme kan man i det Hele endnu i vore Dage sige om Ithaka, særlig dyrkes der megen Vin, om end Exporten til fjernere Egne endnu kun er af ringe Betydning. Kun i ét Punkt gjør der sig en udpræget Forskjel gjældende: „Skove med alskens Træer“ søger man i vor Tid for- gjæves. Athene udtaler til den opvaagnende Odysseus (XIII, 349): „Og det er Neritons skovrige Bjerg, som hisset sig hæver." I Almindelighed anser man Anogebjergenes høieste Top, der ligger midt i Øens nordlige Halvdel, for Neriton; men selv om man maatte søge dette i Øens syd-