Schliemann's Udgravninger I Troja, Tiryns, Mykenæ, Orchomenos, Ithaka
Efter Dr. Carl Schuchhardts's Fremstilling

Den græske Heltetid historisk betragtet. 389 dømme. Kun derved forklares deres saa uhyre kostbart byggede Borge og deres Graves fænomenale Rigdom. Tiden, hvortil denne Kultur knytter sig, kan endnu kun med ringe Sikkerhed bestemmes. I Thera, det nu- værende Santorin, la a der mykenæiske Skaar begravede under et Askelag, som ifølge et geologisk Skøn skal være ud- kastet af Vulkanen omkring Midten af det 2. Aartusind før Chr. Imidlertid bliver der ved geologiske Bestemmelser dog altid et Spillerum af nogle Hundrede Aar, og den nævnte Omstændighed lærer os derfor egenlig Intet. Den Skarabæ med den ægyptiske Dronning Ti’s Navn, der blev funden i Paladset i Mykenæ, beviser kun, at dette endnu har existeret efter det 13. Aarhundrede før Chr. Ogsaa paa Rhodos har man iblandt mykenæiske Sager fundet en Skarabæ, tilegnet Amen Hotep III. Ved Siden af de mykenæiske Vaser, der sidst ere fundne i Fayum, laa der 12 Cartoucher med Navnene Khuenaten og Ramses II. (15.—14. Aarhundrede før Chr.). Heller ikke her er det sandsynligt, at Gjen- standene ere samtidige med de Konger, hvis Navne de bære, men vi faa dog igjen Oplysning om, til hvilket Tidspunkt de i det høieste kunne føres tilbage, nemlig til det 14. eller 15. Aarhundrede. Endelig er der i Aa-Hotep’s Grav, Moderen til Amosis, som befriede Ægypterne fra Hyksos’ Herredømme omkring Aar 1600, fundet et Sværd, paa hvilket der i Relief, udført nøiagtig som paa de mykenæiske Sværd, er fremstillet fire Græshopper og en Løve, der for- følger en Tyr. Da der imellem Forbillede og Efterligning næppe er nogen synderlig lang Adskillelse, naa vi derved til det Resultat, at det mykenæiske Arbeide tidligst kan an- sættes til det 15. eller 16. Aarhundrede. Denne Periode, omtrent fra 1400—1000, vilde passe udmærket for de homeriske Achæere; dens Slutning vilde netop falde sammen med det Tidspunkt, paa hvilket Dorerne ifølge den almindelige Beregning kom til Peloponnes, styrtede