2500 techniske og industrielle Nyheder
til Brug for Kunsternere, Fabrikanter, Haandværkere, Technikere og Praktikere i enhver Retning

596 Tro, at nogle forulykkede af deres egen Slægt ere komne til- stade. Selv efterat der nu i god Ro og Mag er fludt en 3 eller 4 Stykker, blive de ovrige dog staaende og forundre sig. I Capcolonien, hvor de saakaldte „Boer" jage dem paa en anden Maade, vise de sig ikke meget klogere. Jægeren rider magelig i 1 Time efter en fra Hjorden fraskiltet Struds, der ligesua langsomt og ganske forbavset skrider fremad foran ham, hvorved den bliver meget mere udmattet, end om den lob hur- tig. Jægeren holder derpaa pludselig stille, og Fuglen benytter denne Ro til at udhvile sig, istedetfor at ile bort saa hurtig som muligt. Paa engang rider Boeren i Karriere los paa Fuglen, og inden den kan faa den Tanke at sætte sig i Be- vægelse, bliver den flauet ihjel med Slaget af en Sjamback, der er en Stok af en Rhinozeroshud. Der gives ikke noget Væsen, der saa flet forstaaer sig paa Kampen for Livet, som en Struds. Hvor mildere Sæder og huusholderfl Orden har faaet Indgang, begynder man at skaane denne Fugl og det især paa Grund af Wggene, hvoraf der ofte findes 30—40 Stykker paa eet Sted. I saadunne Egne bliver den tam og opholder sig i Nær- heden af Husene og Staldene paa Vindsiden; den lober ogfaa der aldeles af sig selv paa Græsgangen med Faarene, for at græsse i deres Midte, da den nærer en egen Tiltrækning til disse Dyr. Ester Udseendet synes den al være et maskeret Faar i Fugleverdenen, i al Fald besidder den alle lypiske Kjendetegn paa Fuaret modsat alle andre Fugle. Strudsens Familieforhold ere ogfaa hoist besynderlige, om- trent ligesom Honsene, men kun med den Forftjel, at Hunnen, efterat den for endeel har lagt ZEggene paa el særskilt Sted og for endeel i en fælles Rede, ikke bekymrer sig om nogetsomhelst mere, men flauer sin Ve i. Hr. Papaen har nu 7 Gange 7 Dage til alene ved Hjælp af Solen at ruge derover og maa bagefter selv opdrage Flokken. Raar man kommer for nær ved den ved Udrugningen, skjuler den sit Hoved og lukker Øinene, idet den vel antuger, at naar den selv ikke seer, kan den heller ikke sees. Gaaer man nærmere til den, saa hakker den formelig ligesom en Hone. Ogsaa i dens Virksomhed som Pædagog lader den sig ikke komme for nær, og naar to Fædre med deres Flokke mode hinanden, bliver der strux Slagsmaal, idet begge Fædrene gribe og trænge hinanden med Næbene. Den Svagere soger endelig det Fjerne og andre Græsgange, hvorved ofte den stsrre Halvdeel af dens Fosterborn efterlades hos Sejrherren,