Bidrag til Nydelsernes Fysiologi
som Grundlag for en rationel Æstetik

De sceniske Kunster. 21 I nok skal vogte sig for. Forholdet er her for Digte- kunstens Vedkommende det samme som det, der karak- teriserede den symbolistiske Malerkunst. De sceniske Kunster. Jeg har allerede ovenfor været i den pinlige Nødvendighed ikke — i den Forbindelse, hvori der her er Tale om disse Kunstformer — at kunne anerkende nogen bestemt Grænse mellem de forskellige Arter af Spectacula, men her at maatte behandle dem alle: Skuespillet i snævrere Forstand, Pantomimen, Bal- letten, de ekvilibristiske Præstationer o. s. v., fra et fælles Synspunkt. Skulde der blive Tale om en æstetisk Rangfølge, saa vilde den egenlige Skuespilkunst vel snarest komme til at at staa nederst for saa vidt, som den besidder mindst Selvstændighed; den optræder jo alene som Tjener og Fortolker for den dramatiske Poesi. En ganske anden Sag er det selvfølgeligt, at den blandt alle sceniske Kunster er den, der gjør de største Krav til Kunstnerens aandelige Egenskaber, hans Intelligens og Fantasi, og som paa den anden Side ogsaa er den, der formaar at berede det i aandelig Henseende mest udviklede Publikum det højeste Maal af Nydelse. At vor Nydelse ved de ekvilibristiske Kunster: Be- riderforestillinger, gymnastiske Præstationer o. dsl. ganske overvejende er af beundrende Natur, beror paa Forbaus- else over, hvad det menneskelige Legeme ved Øvelse og Trænering kan bringes til at formaa, det behøver ingen nærmere Paavisning, lige saa lidt som at de sym- patiske Affekter, navnlig Spænding og Ængstelse, lej- lighedsvis maa give deres Bidrag til Nydelsen, naar Akrobaten f. Ex. til den Ende hænger sit Trapez saa I4: