Bidrag til Nydelsernes Fysiologi
som Grundlag for en rationel Æstetik

210 Kunsten. ■— og dens Dunkelhed skal sikkert ikke berøve den noget af dens Indflydelse over Menneskenes Sind. Det Uforstaaede — lejlighedsvis endog det Uforstaaelige — har en stor Magt over os alle. Man forestiller sig let, at det rummer en Visdom, for høj eller for dyb for Ens egen Fatteevne, eller er et Udtryk fra Følelser og Af- fekter, saa stærke eller dybe, som man aldrig selv har fornummet dem. Det er derfor et rigtigt Instinkt, der leder Symbolismens Forfattere, naar de lægge deres Personer i Munden «saa vise Ord, at Dødelig dem fatter ej,» [Eurip. Medea v. 659) eller lade de Stemninger, hvorved de ville vække vor Sympati, være dunkle i deres Udspring og derfor ogsaa oftest taagede i deres Former. Men iøvrigt ser man let, at Symbolismen ogsaa paa Digtekunstens Enemærker er noget mere kompliceret i sin Virkemaade end Romantiken; dens Nydelsesvirkning fremkommer heller ikke her saa udelukkende ved Stemningsvækkelse; ved den symbolske Anvendelse af Affekterne er der kommet et nyt Moment til, hvor- ved der for saa vidt sker en Tilnærmelse til tidligere poetiske Retninger, som Beundringen ogsaa kommer til at spille en Rolle i Nydelsen — ikke Beundringen for For- men eller Tekniken, denne er selvfølgeligt Symboliken lige- saa ligegyldig som den var Romantiken; men Beundringen for Tankens formodede Sindrighed, Gaadernes tilsyne- ladende Dybsindighed — en lignende Beundring som den, man følte over for den allegoriske Kunsts Gaader, kun stærkere. Allegoriens Dybsindighed synes forholds- vis flad, dens Bund kan jo loddes; den giver nok en Gaade, men med en ren Løsning, hvad Symbolismen