Bidrag til Nydelsernes Fysiologi
som Grundlag for en rationel Æstetik

Digtekunsten. 209 instinktmæssige Fornemmelse heraf, at man er kommen ind paa den Vej, der har ført til Digtekunstens nyeste Udfoldelse, Symbolismen, med dens forskellige Afarter. Symbolismens Herredømme betegner, saa vidt det stræk- ker sig, en Tilbagevenden til den sympatiske Stem- ningsvækkelse, der var Romantikens Kunstmiddel, og den har selvfølgeligt, som allerede bemærket, ikke andre Affekter at operere med end dem, der ogsaa stode paa Romantikens Repertoire. Det Kunstgreb, hvorved man har vidst at gengive den digteriske Fremstilling af Sinds- bevægelser og Stemninger den Virkekraft, der var sat til i den romantiske Tidsalder, bestaar hovedsageligt deri, at man har givet dem, om man saa tør sige, en dobbelt Bund. Symboliken skildrer ikke Affekterne som simple Resultater af naturlige eller overnaturlige Begiven- heder og Paavirkninger; den lader dem vokse frem paa en Baggrund, der mere anes end ses, og for hvilken de ere et Udtryk, et «Symbol», medens den til Gengæld betager dem det Overfladiske, der klæbede ved dem i Romantikens Dage, og meddeler dem en Dybde, der er saa meget mere virkningsfuld, som den ofte er uud- grundelig, altid dunkel. Jeg føler godt, at denne Be- stemmelse af Symbolismens Karakter ikke udmærker sig ved Klarhed; men det er vanskeligt at tale fuldstændigt klart om Sager, der selv ere og i Henhold til deres Opgave skulle være uklare. Al Symbolik kræver jo efter sin Natur en Gaadegætning; og Opløsningen maa selv- følgeligt ikke ligge lige for Haanden, hvis den Karakter af Dybsindighed, der er saa virkningsfuld, ikke skal gaa fløjten. Klarhed er derfor noget, Symboliken absolut ikke kan bruge hverken i Kunsten, eller hvor den søger at skaffe sig et Terræn paa Videnskabens Enemærker, 14