Foreningen af 1862
til den indenlandske Industries Fremme.

17 saaledes fom Cand. Rimestad havde lovet, og hvad der vild: voere et særdeles foltjenstfuldt Arbeide, noie at undersøge Sporgsmaalet om, hvorvidt ArbeidsklaSsens Fornødenheder i det Hele taget vilde blive fordyrede ved det fra Frihandels- mcendeneS Side foreflaaede Paalæg paa visse Fornødenheds- artikler, og at han af Hensyn til Nødvendigheden af at bevare Danmarks og Slesvigs fuldkomne frie Raadighed med Hensyn til Toldtarifen enskede at stille et WndringSforflag til Adres- sen, om hvilket han ikke vidste, hvorvidt det kunde tillades ham at stille det, da han ikke var Medlem af Foreningen. Dirigenten bemærkede, at dette ikke kunde tilstedes ham, men at dersom intet andet af Foreningens Medlemmer vilde optage Billes Forflag, da vilde han selv gjore det. Bille Udtalte sin Anerkendelse af denne Imødekommen, men foretrak at indmelde sig som Medlem af Foreningen, hvorpaa han stillede folgende Forflag: „Vi anerkjende det som en Nødvendighed, at Rigsraadets fulde og selvstændige Myn- dighed hævdes med Hensyn til Toldtarifen, og ansee det paa Grund heraf for ønskeligt, at den forelagte Toldlov gjennem- fores for det af Rigsraadet repræsenterede Omraade, samt at et Toldfoellesskab med andre Dele af Monarchiet kun gjen- nemfores under Formen af en Toldforening." Rimestad havde ganske vist taget alle de omtalte 4 Familier i Betragtning; om dem alle 4 gjalt det Samme, nemlig, at de vare aldeles Ubrugelige som Exempler paa, hvad Menigmand i Gjennemsnit forbrugte. — Athan særlig havde taget fat paa Underofficeren, havde sin gode Grund deri, at hans Forbrug var saa abnormt, at han meget godt kunde bru- ges som et Exempcl paa, hvorledes Menigmands Forbrug ikke var. — Bille havde kaldt Pressen en Industri; det kunde gierne være den var det, men den havde ialtfald hævet sig af andre GrUnde end dem, der vare anførte af den ærede Redakteur. — Tel var hoist besynderligt, at Bille havde frem-