Kosmos IV
Udkast til en physisk Verdensbeskrivelse

155 Kraters Vold, men at det med sin Top sandspnligviis i alle Tilfcelde ligger betydeligt lavere end den Deel af Maanens Overflade, hvorfra Krateret er brudt frem". Medens den Slaggekegle i Vesuvs Krater, der hcevede sig den 22 October 1822, isolge Bnoschis trigonometriske Maaling ragede 28 Fod op over Punta del Palo, ven hoieste nordlige Kraterrand (618 Toiser over Havet), og kunde sees i Neapel, ligge mange af de Centraldjerge paa Maanen, fom Mädler og Olmützer- Astronomen have maalt, 1000 Toiser dybere end Middelhoiden as den omgivende Vold, og endogsaa 100 Toiser under den Overflade, man i samme Maaneegn kan antage for at indtage Middelhoiden (Mävler i Schumachers Jahrbuch für 1841 S. 272 og *74; Julius Schmidt: der Mond 185(5 S. 62). Scedvanligviis have Central- bjergene eller Central - Massebjergene paa Maanen mange Spidser, som Theophilus, Petavius og Bulliald. I Copernicus ligger der 6 Centralbjerge, men tun Alphons alene er et egentlig centralt Bjerg med skarp Spids. Dette Forhold minder om Astroni paa de phlegrceifle Marker, hvis kuppelformige Centralmasser Leopold von Buch med Rette lcegger megen Vcrgt paa. „Disse Masser brode ikke op (ligesaalidt som de i Centrum af Maane-Ringbjergene); der opstod ingen vedvarende Forbindelse med det Indre, ingen Vulkan; men de vare snarere ligesom Modeller af de store, trachytiste, lukkede Kupler, der findes saa mange Steder paa Jordens Overflade, som Puy de Dome og Chimborazo" (Poggendorffs Annalen Bd, 37, 1836 S. 183). Voldene om Astroni have en i sig selv tilbagelobende ellip- tist Form, der intetsteds naaer en storre Holde end 130 Toiser over Havets Overflade; Toppen af de centrale Kupler ligge 103 Toiser dybere end Maximum af den sydvestlige Kratervold. Kuplerne danne to indbyrdes parallele Rygge, der ere beklædte med toet Bustads (Ju- lius Schmidt, Eruption des Vesuvs S. 147 og der Mond S. 70 og 103). Men til de mcerkvcerdigste Gjenftande paa hele Maa- nens Overflade horer Ningbjerget Petavius, hvor hele den indre Krater- bund er convey/ blcere- eller kuppelformigt udhvcelvet, og dog kronet med et Centralbjerg; Convexiteten er her en constant Form. I vore Vulkaner paa Jorden bliver Kraterets Bund undertiden (for en Tid) ved Dampens Kraft nedenfra hcevet ncksten til Holden af Kruterranden; men, saasnart Dampene ere brudte igjennem, synker Bundfladen igjen ned. De Kratere paa Jorden, som have de storste Tvermaal, ere Caldeira de Fogo, efter Charles Devtlle 4100 Toiser (l,08 geogr. Mill) og Caldeira paa Palma, efter Leop. von Buch 3100 T.; hvorimod Theophilus paa Maanen har et Tvermaal af 50000 T. og Tycho 45000 T., altsaa as 13 og 11,3 geogr. Miil. Paa Maanen sinder man meget hpppigt parasitiste Side-Kratere, der ere brudte frem paa Voldranden af det store Krater. Kraterbunven paa disse Parasiter er