Kosmos III
Udkast til en physisk Verdensbeskrivelse

109 fremherskende. Da ved den nyere Optiks store Fremskridt, denne Gjenstand har tiltrukken sig levende Interesse, saa vilde det være at onffe, at man ved Bestemmelsen af visse Tids- grcendser, vilde være istand til at udfinde Epøchen for en saadan Naturbegivenhed, som Forsvinden as Sirius's Nodligheder. I Tychos Tid havde Sirius vist allerede hvidt Lys; thi da man med Forundring saae den nye i Cassiopeja 1572 opluende, blændende hvide Stjerne, r Marts 1573 at antage et rodligt Skjær, og dernæst i Januar 1574 atter at have hvidt Lys, blev den under sin redlige Epoche sammen- lignet med Mars og Aldebaren, og ikke med Sirius. Maa- stee det maatte lykkes Sedillot eller andre med den arabiske og persiske Astronomie fortrolige Philologer i Tidsrum- mene fra El-Batani (Albategnius) og El-Fergani (Alfraga- nus) indtil Abdurrahman Sufi og Ebn-Junis (fra 880 ind- til 1007), fra Ebn-Iunis indtil Naßir-Eddin og Ulugh-Beg (fra 1007 indtil 1437), at Udfinde nogetsomhelst Vidnes- byrd angaaende Sirius's datidige Farve. El-Fergani (egent- lig Mohammed Ebn-Kethir El-Fergani), som allerede obser- verede i Rakka (Aracte) ved Euphrat i Midten af det 10de Aarhundrede, nævner som rode Stjerner (stellae rnffae siger den gamle latinske Oversættelse fra 1590) vel Aldebaren og, gaadefuldt nof50, den fortiden gule, neppe rodlig gule Ca- pella; men ikke Sirius. Rigtignok vilde det være paafal- dende, at saafremt Sirius til hans Tid ikke længere havde været rod, El-Fergani, der overalt noje folger Ptolemæus, da ikke skulde have omtalt Farveforandringen ved en saa berømt Stjerne. Negative Grunde ere imidlerlid sjeldcnt bevisende; og ejbeller ved Beteigeuze Qa O rio ni s), der end- nu er rod som i Ptolemæus's Tid, nævner El-Fergani paa dette Sted Farven.