Kosmos III
Udkast til en physisk Verdensbeskrivelse

108 Meste rødlige Farvning, som Stjernelyset lider i Nærheden af Horizonten paa Grund af det Mediums, de Luftlags Beskaf- fenhed, hvorigjennem vi see: men her er Tale om det hvide eller farvede Stjernelys, hvilket ethvert Verdenslegeme ud- straaler, som Folge af ejendommelige Lysprocesser og deres Overflades sorfkjelligartede Constitution. De græske Astrono- mer kjendte kun rode Stjerner, medens de nyere paa det stjernede Himmeltæppe, paa de af Lys gjennemstrommende Himmel-Agre, teleskopisk have Udspeidet alle Gradationer af det prismatiffe Farvebillede imellem Ertremerne af dets Brydbarhev: imellem de rode og violette Straaler, ligervis som i Phanerogamernes Blomsterkroner og Metallernes Orydforbindelser. Ptolemceus kalder i sit Firstjerne - Catalog 6 Stjerner vnoxiføoi, ildrodlig^^: nemlig Arkturus, Aldebaren, Pollur, Antares, a i Orion ('s hoire «skulder) og Sirius. Cleomedes sammenligner endog Antares i Skor- pionen med Nodheden^ af Mars, der selv snart kaldes tluqqoc, snart Hvyoetdrg. Af de 6 oven opforte Stjerner have 5 endnu i vor Tid et rodt eller rodligt Lys. Pollur bliver endnu opfort som rodlig, Castor derimod som grønlig.48 Sirius afgiver saa- ledes det eneste Erempel paa en historist beviist Forandring i dens Farve; thi fortiden har den et fuldkomment hvidt Lys. En stor Naturrevolution^^ mcici visseligen være foregaaet paa Overfladen af en saadan Firstjerne (en fjern Sol, saa- ledes som allerede Aristarch fra Samos vilde have Firstjer- nerne kaldte) eller i dens Photosphære, som har kunnet være istand til at forstyrre den Proces, ifolge hvilken de mindre brydbare rode Straaler, ved Unddragelse (Absorbtion) af andre Complementar-Straaler (det være sig i selve Stjernens Photosphære, eller i vandrende kosmiske Skyer), vare