Kosmos III
Udkast til en physisk Verdensbeskrivelse

190 hinanden nærmere, staae i gjenfidig Afhængighed eller At- traction og Verelvirkning til hinanden og derfor danne et eget, partielt Stjernesystem. Det forste Slags kaldes efter en allerede længe brugelig Sædvane optiske, den anden Classe physiske Dobbeltstjerner. Paa Grund af me- get stor Afstand og Langsomhed i den elliptiske Bevægelse kunne flere af de sidste let forverles med de forste. Alcor, med hvilken de arabiske Astronomer have været meget bestjcef- tlgede, fordi denne lille Stjerne i meget klar Luft og med skarpt Syn viser sig for det blotte Sje, danner (før her at anføre et meget bekjendt Erempel) med £ t Halen af den store Bjorn, en saadan optisk Forbindelse, i dette Ords videste Betydning, uden nærmere physisk Afhængighed. Van- fleligheden i at adstille nær hinanden liggende Stjerner af Ulige Lysintenfrtet med blotte Dine, Indflydelsen af Ovel- straaling og Stjernehaler, samt de organiste Feil, som Utydeligt Seen foraarsager, har jeg allerede afhandlet i 2det og 3die Afsnit.2 Galilæi, som vel ikke gjorde Dobbeltstjernerne til en særegen Gjenstcmd for fine teleskopiske Betragtninger, (hvorfra desuden hans Instrumenters svage Forstørrelse vilde have hin- dret ham), omtaler dog i et berømt, allerede af Arago frem- hævet Sted af fine Samtaler Giornala terza: den Brug, font Astronomerne kunne gjore as optiske Dobbeltstjerner (quando si trovasse nel telescopio qualche picciolissinia stelia, vicinissima ad alcuna delle maggiori) til at udfinde en Fir- stjerne-Parallare.o Lige til Midten af forrige Aarhundrede vare i Stjernefortegnelserne næppe 20 Dobbeltstjerner an- forte, ved Udeladelse af dem, der ere over 32" fra hinanden; nu, hundrede Aar senere, ere der (takket være fornemmelig Sir William Herschels, Sir John Herschels og Struves store