Kosmos III
Udkast til en physisk Verdensbeskrivelse
Forfatter: Alexander Von Humboldt
År: 1859
Serie: Kosmos
Forlag: F.H. Eibe
Sted: Kjøbenhavn
Udgave: Andet Oplag
Sider: 166
UDK: 50 Gl.
DOI: 10.48563/dtu-0000166
Tredie bind. Oversat af C. A. Schumacher.
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
191
Arbeider!) t begge Hemisphærer fundne henved 6000. Til
de ældste beftrevne Dobbeltstjerner hore: i" Ursae maj. (7.
Sept. 1700 af Gottfried Kirch), a Centauri (1709 af Feuillee),
7 Virginis (1718), a Geminornm (1719), 61 Cygni (1753,
ligesom begge de forrige iagttagne af Bradley efter Distance
og Netningsvinkel), p Ophiuchi, 'Q Cancri .... De optalte
Dobbeltstjerner forøgede sig eflerhaanden fra Flamsteed af,
der betjente sig af et Micrometer, indtil Tobias Mayers
Stjernecatalog, der udkom 1750. Tvende skarpsindige, ved
Ahnelse og Combination lige udmærkede Tænkere, Lambert
(„Photometria“ 1760; „Kosmologische Briefe über die Ein-
richtung des Weltbaues" 1761) og John Michell (1767),
observerede vel ikke selv Dobbeltstjerner, men udbredte forst
rigtige Anskuelser om Stjernernes Attractionsforhold i partielle
binære Systemer. Lambert vovede ligesom Kepler at
yttre -Formodning om, at de fjerne Sole (Firstjerner) lige-
som vor Sol, ere omgivne af dunkle Verdenslegemer, Pla-
neter og Cometer; angaaende de hinanden nær staaende Fir-
stjerner troedehan, hvor tilbøjelig han end synes til Anta-
gelsen af inorke Centrallegemer, „at de i en ikke overdreven
lang Tid fuldendte et Kredslob om deres fælleds Tyngde-
punkt". Michell, o som ikke kjendte noget til Kants og Lam-
berts Ideer, anvendte forst med Skarpsindighed Sandsyn-
ligheds - Beregilingen paa tætte Stjernegrupper, i Særde-
leshed paa fleerfoldige Stjerner, binære og gvaternære; hart
viste, hvorledes 500000 turde væddes mod 1 paa, at Sam-
menstillingen af de 6 Hovedstjerner i Plejaderne ikke hidrørte
fra Tilfældet, men at deres Gruppering meget mere maatte
være gruudet paa et indre Forhold, hvori disse Stjerner
staae til hinanden indbyrdes. Han er saa vis paa Eristent-
sen nf lyseude Stjerner, der bevæge sig omkring hinanden, nt