Kosmos III
Udkast til en physisk Verdensbeskrivelse

278 næppe længere tilbage end til det 15de Aarhundrede. Utvivl- somt er det, og ved et af Proclus (ad Tim. ed Basil p. 14) fra Olympiodor laant Sted, som ogsaa ved et senere Scholion til Pindar (Isthm. V, 2), beviist, at den symboliserende Sæd- vane, at indvie visse Metaller til Planeterne, allerede til- hører det 5te Aarhundredes ny - platonisk-alerandrinffe Fore- stillinger. Smml. Llympiod. Comment, in Aristot. Meteorol. cap. 7. 3 i Idelers Udgave af Meteor. T. II. p. 163; ogsaa T. I. p. 199 og 251). Naar de synlige Planet er s Tal efter den tidligste ind- strættkete Benævnelse belob sig til 5, og senere med Tilføjelse af Soleils og Magttens store Skiver til 7; saa herftede der dog ogsaa allerede i Oldtiden Formodninger om, at der for- Uden disse synlige Planeter gaves andre, lyssvagere, usete. Dette anføres af Simplicius som en aristotelisk Meuiug. „Det er sandsynligt, at deslige dunkle Verdenslegemer, som bevæge sig om det fælleds Centrum, undertiden ligesaavel som Jorden foranledige Maaneformorkelser". Artemidorus fra Ephesus, hvem Strabo ofte anfører som Geograph, troede paa utallige saadanne dunkle kredsende Verdenslege- mer. Det gamle ideale Væsen, Pychagoræernes Modjord (åvvq&wv) horer dog ikke til Omraadet af disse Fore- stillinger. Jorden og Modjorden have en parallel, conceiltrisi Bevægelse; og Modjorden, udtænkt, for at spare den sig pla- netarist i 24 Timer omkiittg Centralilden bevægettde Jord Notations-Bevægelsen, er vel kun den modsatte Halvkugle, Antipode-Halvdelen af vor Planet.^ Adskiller man fra de nu bekjendte 43 Hoved- og Bi- planeter, tilsammen et ser Gange storre Antal planetariske Ver- denslegemcr end man kjendte i Oldtiden, de 36 siden Kikkertens Opfindelse opdagede Gjettstande, i chronologisk Orden, efter