Kosmos III
Udkast til en physisk Verdensbeskrivelse

364 mod Vest"?3 Fracastoro og Apianus sagde bestemtere og rigtigere: „at en Linie i Retning af Halens Are, forlænget gjennem Cometens Hoved, træffer Solens Centrum". Senecas Ord (Nat. Quaest. VII, 20): „Comethalerne flye for Solstraa- lerne," ere ogsaa betegnende. Medens iblandt de hidtil be- kjendte Planeter og Cometer, de, af den halve store Are af- hængende, længste og korteste ^mlobstider ved Planeterne i de største Ertremer forholde sig til hinanden ivm 1:683, frem- træder ved Eometerne dette Forhold som 1:2670. Divse Fol- hold danries nemlig ved at sammenligne Merkur (87®,97) med Neptun (60126®, 7) og Enckes Comet (3,3 Aar) med den af Gottfried Kirch i Coburg, Newton og Halley observerede Comet fra 1680 (8814 Aar). Afstanden af den vort Solsy- stem nærmeste Firstjerne (et Cent.) fra det t cn foitiæffclig Afhandling af Eucke bestemte sidstnævnte Comets Aphelium Punktet for storste Solfjerne); dens ringe Hastighed (10 Fod i Sekundet) i disse yderste Dele af dens Bane; den storste Nærhed , i hvilken den Lcrell-Burckhardtste Comet fra 1770 fom Jorden (indtil 6 Maaneafstande), og Cometen fra 1080 (endnu mere den fra 1843) kom Solen: har jeg alle- rede omhandlet i Kosmos (Bd. I. S. 89 91 og 23b« HI. S. 242—244. Den anden Comet fra Aaret 1819, som med betydelig Størrelse pludselig i Europa fremlraadte af Solens Straaler, er ifølge de beregnede Elementer passeret (men fom beklageligt useet) forbi Solen" den 26de Juni. Det samme maa have været Tilfældet med Cometen fra 1823, som foruden den sædvanlige, Solen bortvendte Hale, viste en anden, der omvendt vendte lige imod Solen. Have begge Cometers Haler havt nogen betydelig Længde, saa maae duust- agtige Dele af samme, saaledes som vistnok oftere er skeel, have blandet sig met> vor Atmosphære. Der er opkastet det