Kosmos III
Udkast til en physisk Verdensbeskrivelse

72 deles fulgt den Fortælling, som Tycho selv giver. Den mere uvigtige men i mange astronomifle Skrifter gjentagne Paastand, at Tycho forst ved Sammenløbet af endeel Markarbeidcre blev opmærksom paa den npe Stjernes Fremkomst, turde derfor paa dette Sted ikke trænge til Omtale. 2 (S. 130.) 3 sin Strid med Tycho gaaer Cardanus tilbage til Magiernes Stjerne, som skulde være identisk med Stjernen fra 1572. Zdeler troer efter hans Conjunctions-Beregning af Saturn med Jupiter. (Mange ville vistnok erindre den sioste i Vinteren 1843/44 K.) og ester lignende Formodninger, som de Kepler udtalte ved Fremkomsten af den npe Stjerne i Slangebæreren fra 1604: at de Vises Stjerne fra Dsterlandet, paa Grund af den hyppige Forverling imellem aCTTtff) og <<gt()ov, ikke har været nogen enkelt stor Stjerne, men en mærkvær- dig Stjerne-Stilling, saasom den store Tilnærmelse af tvende klart- stinnende Planeter indenfor en Maanebredes Afstand. (Samml. Ty- chonis Progymnasmata p. 324—330 med Jdeler, Handbuch der mathematischen und technischen Chronologie Bd. II. S. 399—407.) b (S. 131.) Progy mn. p. 324-330. Tycho begrunder sin Theorie for ny Stjernedannelse af Mælkevejens kosmiske Taage, ogsaa paa det mærkværdige Sted hos Aristoteles angaaende Eomethalernes (Comelkjernernes dunstformige Ucsiraaling) Relation til Galarias, hvil- ket jeg allerede tidligere har omtalt (Kosmos Bd. I. S. 84 med til- svarende Anmærkning 73.) 4 (S. 134.) Andre Angivelser sætte Phænomenet i Aarene 388 eller 398; Jacques Cassini Élemens d’Astronomie 1740 (Étoi- les nouvellcs) p. 59. 5 (S. 141.) Arago, Annuaire pour 1842 p. 332. 6 (S. 142.) Kevler de Stella nova in pc de Serp. p. 3. 7 (S. 145.) Angaaende Erempler paa ikke forsvundne Stjerner jævnf. Arg el an der i Schumachers Astronom. Nachr. No. 621 S. 371. For ogsaa at nævne et Erempel fra Oldtiden maa her erindres, hvorledes den Sksodeslsshed, med hvilken Aralus har redige- ret sin poetiste Stjernefortegnelse, forte til det ofte gjentagne Sporgs- maal: om Vega i t'pren er en nye, eller en i lange Perioder foranderlig Stjerne. Aratus siger nemlig, at Lyrens Stjernebillede har kun smaa Stjerner. Paafaldende er det imidlertid, at Hipparch ikke i Commen- taren betegner denne Fejltagelse, da han dog dadler Aratus formedelst hans Angivelser af Stjernernes relative Lysstyrke i Eaffiopea og Slange- bæreren. Men alt dette er kun tilfældigt og ikke bevisende; thi da Aralus ogsaa tilflrev Svanen kun Stjerner „af middelmaadig Glands", saa gjendriver Hipparch (1, 14) udtrykkelig denne Fejltagelse, og fojer til, at den klare Stjerne i Halen (Deneb) staaer i Lysstyrke kun lidet til-