Kosmos III
Udkast til en physisk Verdensbeskrivelse

Forfatter: Alexander Von Humboldt

År: 1859

Serie: Kosmos

Forlag: F.H. Eibe

Sted: Kjøbenhavn

Udgave: Andet Oplag

Sider: 166

UDK: 50 Gl.

DOI: 10.48563/dtu-0000166

Tredie bind. Oversat af C. A. Schumacher.

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 584 Forrige Næste
72 deles fulgt den Fortælling, som Tycho selv giver. Den mere uvigtige men i mange astronomifle Skrifter gjentagne Paastand, at Tycho forst ved Sammenløbet af endeel Markarbeidcre blev opmærksom paa den npe Stjernes Fremkomst, turde derfor paa dette Sted ikke trænge til Omtale. 2 (S. 130.) 3 sin Strid med Tycho gaaer Cardanus tilbage til Magiernes Stjerne, som skulde være identisk med Stjernen fra 1572. Zdeler troer efter hans Conjunctions-Beregning af Saturn med Jupiter. (Mange ville vistnok erindre den sioste i Vinteren 1843/44 K.) og ester lignende Formodninger, som de Kepler udtalte ved Fremkomsten af den npe Stjerne i Slangebæreren fra 1604: at de Vises Stjerne fra Dsterlandet, paa Grund af den hyppige Forverling imellem aCTTtff) og <<gt()ov, ikke har været nogen enkelt stor Stjerne, men en mærkvær- dig Stjerne-Stilling, saasom den store Tilnærmelse af tvende klart- stinnende Planeter indenfor en Maanebredes Afstand. (Samml. Ty- chonis Progymnasmata p. 324—330 med Jdeler, Handbuch der mathematischen und technischen Chronologie Bd. II. S. 399—407.) b (S. 131.) Progy mn. p. 324-330. Tycho begrunder sin Theorie for ny Stjernedannelse af Mælkevejens kosmiske Taage, ogsaa paa det mærkværdige Sted hos Aristoteles angaaende Eomethalernes (Comelkjernernes dunstformige Ucsiraaling) Relation til Galarias, hvil- ket jeg allerede tidligere har omtalt (Kosmos Bd. I. S. 84 med til- svarende Anmærkning 73.) 4 (S. 134.) Andre Angivelser sætte Phænomenet i Aarene 388 eller 398; Jacques Cassini Élemens d’Astronomie 1740 (Étoi- les nouvellcs) p. 59. 5 (S. 141.) Arago, Annuaire pour 1842 p. 332. 6 (S. 142.) Kevler de Stella nova in pc de Serp. p. 3. 7 (S. 145.) Angaaende Erempler paa ikke forsvundne Stjerner jævnf. Arg el an der i Schumachers Astronom. Nachr. No. 621 S. 371. For ogsaa at nævne et Erempel fra Oldtiden maa her erindres, hvorledes den Sksodeslsshed, med hvilken Aralus har redige- ret sin poetiste Stjernefortegnelse, forte til det ofte gjentagne Sporgs- maal: om Vega i t'pren er en nye, eller en i lange Perioder foranderlig Stjerne. Aratus siger nemlig, at Lyrens Stjernebillede har kun smaa Stjerner. Paafaldende er det imidlertid, at Hipparch ikke i Commen- taren betegner denne Fejltagelse, da han dog dadler Aratus formedelst hans Angivelser af Stjernernes relative Lysstyrke i Eaffiopea og Slange- bæreren. Men alt dette er kun tilfældigt og ikke bevisende; thi da Aralus ogsaa tilflrev Svanen kun Stjerner „af middelmaadig Glands", saa gjendriver Hipparch (1, 14) udtrykkelig denne Fejltagelse, og fojer til, at den klare Stjerne i Halen (Deneb) staaer i Lysstyrke kun lidet til-