Smitsomme Sygdomme Hos Landbrugsplanterne

Forfatter: F. Kølpin Ravn

År: 1914

Serie: Landboskrifter

Forlag: August Bangs Forlag

Sted: København

Sider: 270

UDK: 581.2

Med 111 Afbildninger

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 292 Forrige Næste
136 selv tidlig saaet Byg under disse Omstændigheder kan lide meget ved Angrebet. Meldug begunstiges af en tæt Korn- og Græs- bestand, især paa daarlig afvandet Jord. Den fremmes af kvælstofholdig Gødning, hvilket f. Eks. kan ses i Vandkulturer med stigende Mængder af Salpeter i Næringsvædsken (W. Johannsen). Endvidere begun- stiges den ved en indelukket Beliggenhed af Markerne mellem levende Hegn og Skove. Angrebet er ikke lige stærkt hos forskellige Va- rieteter og Stammer af Korn og Fodergræsser; særlig for de sidstes Vedkommende kan Forskellen være meget stor. Græssernes Meldug bekæmpes ved: 1) God Afvanding, 2) ikke for stor Saamængde af Korn, 3) Radsaaning, helst med stor Afstand, 4) Forsigtig Anvendelse af kvælstofrig Gødning, 5) Tid- ligst mulig Saaning af Vaarsæd, 6) Størst mulig Af- stand mellem Vinter- og Vaarbyg, 7) Dyrkning af modstandsdygtige Stammer af Fodergræsser. Almindelig Meldug. Erysiphe communis. Findes paa en Mængde forskellige, tokimbladede Planter, paa hvis Blade det tynde Mycelium kun er lidet fremtrædende; naar Svampen alligevel bliver iøjnefaldende, skyldes det de store Mængder af krid- hvide eller lysegraa Knopceller. Denne Meldugart findes særlig hos følgende to Grupper af Landbrugsplanter, der sandsynligvis hver huser sin biologiske Art af Melduggen. 1) Hos Ærteblomstrede (Ærter, Vikker, Klø- ver, Lucerne, Kællingtand, Lupin m. il.), af hvilke Ærter kan være hvide af Meldug i Juli—September, særlig i August paa sildig saaede Afgrøder. Som Værn mod dette Angreb bør Ærter saas tidligst muligt, og meldugbefængt Ærtehalm bør brændes,