Smitsomme Sygdomme Hos Landbrugsplanterne

41 de Svampe og Bakterier, der kan leve eller dyrkes paa dødt Substrat, nemlig Indflydelsen af deres Vækst paa dette. I saa Henseende viser det sig ofte, men dog ikke altid, at Smitteevnen (Virulensen) hos disse Organismer — især efter længere Tids og flere Generationers Vækst som Saprofyter — kan blive svækket eller helt forsvinde. Derfor vil Smitte- faren i saadanne Tilfælde være større, naar Sporerne er udviklede paa levende Naboplanter, end paa døde Planterester, Gødning o. lign. Nogle Snyltesvampe er meget lidt kræsne, idet f. Eks. Drueskimmelen kan angribe saa forskelligartede Værtplanter som Lupiner, Kartofler, Runkelroer og Kaalroer; noget lignende synes at gælde de fleste lejlighedsvise Snyltere. Derimod er Smitteevnen meget begrænset, naar Talen er om de ægte Snyltere eller de lejlighedsvise Raadsvampe; Byggets Bladpletsvamp angriber f. Eks. ikke Havre; Havre- brand smitter ikke Byg; Kartoffelskimmel kan kun over- føres til Tomatplanten og enkelte andre Planter af Natskyggefamilien. Saadanne Svampe er begrænsede til en enkelt Planteart eller nogle faa nærbeslægtede Arter indenfor samme Plantefainilie. Derfor behøver Faren for Overførelse af Smitte fra een Planteart til en anden ikke altid at være stor, selv om de dyrkes Side om Side, som Byg og Havre i en Blandsædmark. Denne Værtbundethed fremtræder paa en særlig Maade hos de værtskiftende Svampe (se Rustsvampe, S. 98), idet nogle Udviklingstrin af Svampen findes hos een bestemt Gruppe af Værtplanter, medens de andre træffes hos en helt anden Værtplante, saasom Sortrusten paa Græsser og Berberis, Kronrusten paa Græsser og Vrietorn, Blærerusten paa Solbær og Wey- mouthsfyr o. s. v. De enkelte Arter af Snyltesvampe kan hyppig kendes fra hverandre ved ydre Egenskaber, som Spo- rernes Form, Farve, Størrelse, Antal Celler o. lign.