Carl Jacobsens Liv Og Gerning
Forfatter: Johannes Steenstrup
År: 1922
Forlag: Udgivet af Ny Carlsberg Fondet
Sted: København
Sider: 278
UDK: Folio 92 Jac
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
— 109 —
hvem Tilbudet var gjort, lod han Afstøbningerne opstille i sin egen
Samling.
Man forberedte sig til at holde »Den nordiske Industri-, Landbrugs-
og Kunstudstilling« i 1888 i Anledning af Industriforeningens 50 Aars
Jubilæum. Jacobsen var valgt til Medlem af den større Komité og af
Udvalget for Bygningens Opførelse. I Udstillingens Kunstafdeling kunde
kun nordiske Kunstnere deltage. Da fik Jacobsen den Tanke samtidig
at skabe en Udstilling af fransk Kunst, hvad der formentlig vilde virke
som en yderligere Tiltrækning for den nordiske Udstilling og bringe
et forøget Besøg af Fremmede. Vicepræsidenten i Komitéen for Kunst-
afdelingen Professor Heinrich Hansen skrev ganske vist en Artikel om
det uheldige i at forrykke Udgangspunktet for Deltagerne i den nor-
diske Kunstudstilling, som ikke kunde konkurrere med de franske
Kunstnere og hvis Salgsudsigter vilde forringes, ligesom vi ogsaa ud-
satte os for, at Tyskerne opfattede det som en Demonstration mod
dem. Dette blev dog fra anden Side modsagt som ugrundet Frygt,
den franske Kunsts høje Standpunkt var anerkendt overalt, ogsaa i
Tyskland8. Andre Indvendinger mod Udstillingen blev rejste fra kunst-
neriske Betænkeligheder, da man frygtede for at den franske, fra vor
egen saa højt forskellige Kunst kunde have en uheldig Indvirkning
paa den nationale Retning, den danske Kunst hidtil havde fulgt9.
Jacobsen formaaede Professor Vilh. Klein til at rejse til Paris for
at arbejde for hans Plan, for hvilken ogsaa Maleren Krøyer virkede,
og det lykkedes dem at faa dannet en Komité af de mest indflydelses-
rige franske Kunstnere; dens Formand blev den tidligere Minister for
Kunst Antonin Proust, Louis Pasteur dens Ærespræsident. Ogsaa i
Danmark mødte Planen Velvillie, Regeringen tillod, at el Orlogsskib
paa sin Hjemrejse fra Middelhavet i Le Havre modtog Kunstværkerne
og bragte dem til Danmark.
Med Kommunens Tilladelse blev Bygningen opført paa Halmtorvet
lige overfor den nordiske Udstilling, og Prof. Klein gav Tegningen
dertil. Den fik en vis Lighed med det Galeri, der nylig var bleven
bygget med Tilknytning til Palais Luxembourg i Paris. En Porticus,
hvilende paa 6 joniske Søjler, dannede Bygningens smukke Facade.