Carl Jacobsens Liv Og Gerning

I. co I Musik, det hele var som en Drøm. Efter Taflet talte Carl længe med Kong Georg og syntes godt om ham. Dronning Olga saa yndig ud, hendes Hoved sidder saa kønt paa Halsen, hun talte med os alle. Schliemann — og har nogen elsket ham, er det virkelig Carl var nylig kommen tilbage fra Ægypten, og hele vort Selskab blev indbudt til ham en af de følgende Dage . . . Schliemanns Hus var aldeles nydeligt. I Dansesalen er der an- bragt flere Vers af Homer, der omtaler Dansen og dens Glæder, i Spisestuen Vers om Gæstfriheden, Homers Buste er nok altid som den Aften laurbærbekranset. Schliemann, der er en lille bitte Mand, fører et helt lille Hof hernede, han taler alle mulige Sprog og havde indbudt Lærde og Kunstelskere, der hørte hjemme i meget forskellige Lande, saa at der taltes mange Sprog. Schliemann tog mig til Bords, og Carl hans Kone, en meget flink Dame, som har været med at ud- grave og forstaar sig godt paa det altsammen. Den 17. Marts fandt den første Udflugt Sted med Kanonbaaden Aforissa. Vi blev modtagne ganske storartet, spiste Frokost paa Dæk- ket, og efter to stive Timers Sejlads i det mest henrivende Vejr naaede vi Ægina. Her fik vi Æsler, som førte os op til Templet, der laa temmelig højt paa en Fjeldryg. Jeg har aldrig set noget smukkere end Omegnen her og Belysningen af den; det var blikstille, alle de henrivende smaa Øer stod med deres Bjergtoppe klart mod Horizonten. Kanonbaaden førte os atter hjem. Tidlig om Formiddagen næste Dag steg vi ombord i Piræeus. Vi skulde føres over til Peloponnes, og efter en smuk Sejlads over Bugten ved Salamis, med Udsigt til Eleusis og Megara, naaede vi Kl. 3 Epidauros2. Efter et Par Timers Forløb stod Æslerne færdige til at bringe os videre, og vi gav tre danske og tre svenske Hurraer for vor elskværdige Vært og hans Besætning, og derpaa svarede Grækerne ved at manne til Bærs, hvad der saa godt ud; deroppe fra raabte Mand- skabet Hurra paa græsk Vis. Nu begyndte Bideturen, vi sad paa højre Side af Dyret paa Sad- ler, lavede af 3 Brædder, en Snor tjente som Stigbøjle, nogen Tømme var der ikke og behøvedes ikke heller, da Føreren ledede Æslet.