Carl Jacobsens Liv Og Gerning

.1 CM O CM Glasrude havde man en bedaarende Udsigt til en træbevokset Skraa- ning, som om man nød sit Maaltid i det Frie. Fra Verandaen var der Udsigt over den opad skraanende Have med et Lysthus i vene- tiansk Stil i Baggrunden, fra Studereværelset saa man ud i »Bronze- haven« foran Huset. Bundt om var der mindre Bum med indbydende Hvilepladser for fortrolige Samtaler, en smuk Trappe ved Studerevæ- relsets Dør førte ned til Glyptotekets store Hal, hvor Jacobsen havde sine Yndlinge, Skulpturerne. Bygningen var sikkert fuldt ud efter Fru Ottilies Ønsker og Smag. I dens Ornamenter fandt man hendes og Carls J.s Navnetræk og hyppigt den fra hendes skotske Fødelands Vaaben kendte Tidsel. Vi kan her tilføje, at den stilfulde Villa nogle Aar senere fik saa at sige nogle Udenværker, ligeledes af en pragtfuld Skønhed og byg- gede af den samme Mester, idet der i Nærheden af Indgangsporten til Forhaven rejste sig et rundt, lavere Taarn, med Udkigspost over Vejen (1905), og ligeledes en Indgangsbygning til det gamle Glyptotek (1895). Vi vender imidlertid tilbage til Fru Ottilies Deltagelse i hendes Mands Rejser. Under Verdensudstillingen i Paris 1889 var hun i læn- gere Tid virksom ved sin Mands Side, hun var den afholdte Gæst hos Louis Pasteur, hos Paul Dubois og de øvrige franske Venner. Her hændte der hende iøvrigt et Uheld, som let kunde have havt alvorlige Følger. Medens hun sammen med Grosserer Peter Halkier og hans Hustru sad i Hjørnepavillonen paa den danske Kunstudstilling, brast Glastaget over dem i Stykker og en Arbejder styrtede ned gennem det udspændte Lærred. Halkier fik en Flænge i Panden, hans Hustru slemme Stød og en Fod forstuvet, Fru Ottilies Arm flængedes af et Glasskaar. »Fru Dubois tog mig til sin Læge, og siden den Tid tager jeg to kolde Douches om Dagen, og det er aldeles dejligt som jeg er kommet mig«. »Paris er dog en dejlig By, selv en Glarmester kan ikke fordærve hverken sig eller andre for mere end en kort Tid«. Nogle Aar efter var hun sammen med sin Mand paa en Bejse til Italien, Jacobsen skriver da til sin Moder fra Venedig (1893): »Ottilia er som altid den bedste Rejsefælle, og vi kunne glæde os over alle Ting i Fællesskab. Den milde Luft og det utrolig magelige Liv her