Carl Jacobsens Liv Og Gerning

r—< CM I de sidste Johanne Luise Heiberg og Natalie Zahle — udtalte varme Ord om hvor stærkt de følte sig dragne af hendes Personlighed. Fru Jacobsen havde alle Dage i høj Grad øvet Godgørenhed, men hun havde ogsaa altid stræbt efter, at det skete i Skjul. Hvad der derimod ikke lod sig dølge, var at hun 1888 oprettede et Legat paa o. 106,000 Kr. for ugifte Kvinder og Enker i København, fortrinsvis saadanne, som har kendt bedre Dage, og to Aar senere et Legat paa o. 105,000 Kr. for Husjomfruer, Syjomfruer, Tjenestepiger samt Syge- plejersker i København13. Efter tiltagende Svaghed sov Fru Laura hen den 14. August 1911. Det var hendes ofte udtalte Ønske, at der ikke blev holdt nogen Tale ved hendes stille Jordfæstelse i Jesus-Kirkens Krypt. Det ene Ord Gratia, Lak, der allerede i mange Aar havde været indhugget paa hendes Sarkofag, burde dog lyde — udtalte Provst Ussing — Takken for et langt Liv, levet i redelig Troskab, alvorlig Flid, strængt Retsind og stor Ydmyghed. Og da Gratia jo tillige betød Ynde og Naade, skulde Gud takkes for den Ynde, der indtil det sidste blev over hende, Ungdommens fine Skønhedsynde, Alderdommens dronningelige Vær- dighed og under det altsammen det redelige, trofaste, stærke, varme Hjertes Ynde; Tak for Naaden, der skænkede hende den barnlige Tro, der gennem et langt Livs Tilskikkelser drog hende altid nærmere til Gud. I taknemlig Erindring om den bortgångne blev der af Fru Jacob- sens Børnebørn paa Hundredaarsdagen efter hendes Fødsel — den 29. August 1919 — indsat i Jesuskirken et Epitafium, en Bronce-Me- daillon (af Brandstrup) i Marmorindfatning (af Arkitekt Langballe).