Carl Jacobsens Liv Og Gerning
Forfatter: Johannes Steenstrup
År: 1922
Forlag: Udgivet af Ny Carlsberg Fondet
Sted: København
Sider: 278
UDK: Folio 92 Jac
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
— 232 —
1891 ankrede en Eskadre under Admiral Gervais paa Rheden, den
var paa Vej til det berømte Besøg i Kronstadt, der skulde vise Verden
den entente cordiale, som knyttede Frankrig til Rusland. Flaadens
Officerer og en Del af dens Mandskab blev af Jacobsen indbudt til
en straalende Fest i Bryggeriets store Kørehal, og Jacobsen udbragte
her i bevægede Ord en Skaal for Frankrig; den slog stærkt an hos
Deltagerne i Festen, ligesom der fra fjerne Dele af Frankrig blev sendt
ham hjertelige Taksigelser.
Mange Aar derefter skulde han have den Ære at modtage selve
Frankrigs Præsident paa Glyptoteket. Med et lignende Formaal som
Flaaden for 17 Aar siden var Falliéres paa Rejse i de skandinaviske
Lande og Rusland. Uforvarende kom Jacobsen her til at yttre Ord,
som røbede, hvor lidt han fulgte med i Landenes indre Politik og
som fik et Efterspil. Han kendte fra sin Ungdomstid i Frankrig de
den Gang ofte hørte Ord, som ogsaa læstes paa Landets Mønter Dieu
protege la France, og da han ved Præsidentens Besøg i Glyptoteket
den 21. Juli 1908 førte denne hen foran Mercié’s Statue Quand méme,
fortalte han, at han i sin Tid ved Glyptotekets Indvielse havde ønsket
at anbringe disse Ord i Nichen bagved Statuen, men at Bestyrelsen
havde havt politiske Betænkeligheder derved og overtalt ham til at
fjerne dem. Jeg har nu lagt en Krans ved Statuen — sagde Jacobsen
— og paa dens Baand skrevet ces belles paroles qui font vibrer mon
cæur, »og jeg udraabte med bevæget Stemme, som hørtes over hele
Salen: Dieu protege la France. Falliéres trykkede min Haand noget
forlegen, men jeg anede Ingenting«.
Jacobsen vidste ikke, hvor lidt et Ønske, udtalt paa denne Maade,
kunde tiltale en Regering, der havde stræbt efter at løse Staten fra
Religionen og som havde fjernet enhver Indskrift af den angivne Art.
Tilhørerne forstod vel nok, at Udtalelsen skyldtes manglende Viden,
men i den franske Presse lød der rundt om forundrede Indsigelser,
medens paa den anden Side de klerikale Blade jublede over de Ord,
som var slyngede mod Præsidenten, ligesom der privat strømmede
Taksigelser ind til Jacobsen.
En ejendommelig Hyldest, som blev Jacobsen til Del, fortjener