Carl Jacobsens Liv Og Gerning

— 232 — 1891 ankrede en Eskadre under Admiral Gervais paa Rheden, den var paa Vej til det berømte Besøg i Kronstadt, der skulde vise Verden den entente cordiale, som knyttede Frankrig til Rusland. Flaadens Officerer og en Del af dens Mandskab blev af Jacobsen indbudt til en straalende Fest i Bryggeriets store Kørehal, og Jacobsen udbragte her i bevægede Ord en Skaal for Frankrig; den slog stærkt an hos Deltagerne i Festen, ligesom der fra fjerne Dele af Frankrig blev sendt ham hjertelige Taksigelser. Mange Aar derefter skulde han have den Ære at modtage selve Frankrigs Præsident paa Glyptoteket. Med et lignende Formaal som Flaaden for 17 Aar siden var Falliéres paa Rejse i de skandinaviske Lande og Rusland. Uforvarende kom Jacobsen her til at yttre Ord, som røbede, hvor lidt han fulgte med i Landenes indre Politik og som fik et Efterspil. Han kendte fra sin Ungdomstid i Frankrig de den Gang ofte hørte Ord, som ogsaa læstes paa Landets Mønter Dieu protege la France, og da han ved Præsidentens Besøg i Glyptoteket den 21. Juli 1908 førte denne hen foran Mercié’s Statue Quand méme, fortalte han, at han i sin Tid ved Glyptotekets Indvielse havde ønsket at anbringe disse Ord i Nichen bagved Statuen, men at Bestyrelsen havde havt politiske Betænkeligheder derved og overtalt ham til at fjerne dem. Jeg har nu lagt en Krans ved Statuen — sagde Jacobsen — og paa dens Baand skrevet ces belles paroles qui font vibrer mon cæur, »og jeg udraabte med bevæget Stemme, som hørtes over hele Salen: Dieu protege la France. Falliéres trykkede min Haand noget forlegen, men jeg anede Ingenting«. Jacobsen vidste ikke, hvor lidt et Ønske, udtalt paa denne Maade, kunde tiltale en Regering, der havde stræbt efter at løse Staten fra Religionen og som havde fjernet enhver Indskrift af den angivne Art. Tilhørerne forstod vel nok, at Udtalelsen skyldtes manglende Viden, men i den franske Presse lød der rundt om forundrede Indsigelser, medens paa den anden Side de klerikale Blade jublede over de Ord, som var slyngede mod Præsidenten, ligesom der privat strømmede Taksigelser ind til Jacobsen. En ejendommelig Hyldest, som blev Jacobsen til Del, fortjener