Haandbog I Skovbrug

284 EG. Alder af 60 Aar at bære nogenlunde rigeligt Frø, og her i Lan- det bærer den selv i den højere Alder kun temmelig sjældent. Th. Hartig anfører, at der paa 1 Td. Land kan falde dobbelt saa mange Tønder Agern som Bog, hvorefter Udbyttet skulde være 8—-16 Tønder, og disse Tal stemmer ret godt med andre omtrent samtidige tyske Angivelser*). Her fra Landet har man, saa vidt vi ved, ingen bestemte Erfaringer paa dette Omraade. Egen blomstrer hyppigere end Bøgen, og om end Blomsterne ofte gaar til Grunde, vil der dog meget hyppigt hist og her være smaa Mængder Agern**). Derimod er store fulde Frøaar sjældne; de forekommer gennemsnit- lig næppe tiere end hvert 7 de Aar (jfr. S. 131). If. Burckhardt vil man allerede det foregaaende Efteraar kunne skelne de opsvul- mede Blomsterknopper. De Oplysninger om rige Agernaar, som vi har kunnet indsamle, er ikke ganske sikre; dog tror vi nogenlunde bestemt at kunne nævne følgende: 1857, 1868, 1886, 1892 og maa- ske 1899, samt fra ældre Tid 1798. Ofte vil den varme og tørre Sommer give Agern samtidig med, at den udvikler Blomsterknopper hos Bøgen (S. 149), saa at vi faar Agern det ene Aar og Bog det næste; dog kan man ogsaa have begge Slags Olden i samme Aar, ligesom der kan være Agern i en kølig Sommer, naar den blot er solrig. Paa Wedellsborg var der rigelige Mængder Agern i begge de varme, tørre Somre 1857 og 1858. Særlig stor Betydning har vist- nok Eftersommerens Vejrlig'; Schäffer udtaler, formodentlig efter Erfaringer fra Nordsjælland, at Egens Frø modnes »i varme og tørre Somre allerede midt i Oktober, men ellers sædvanligst sidst i Oktober Maaned; har Sommeren derimod været vaad og kold, da kommer del ikke til Fuldkommenhed og Modenhed.« Hermed stem- mer det godt, at Nordtyskland synes at have haft forholdsvis mange Agernaar i Tiden omkring 1800***), ligesom det varme Efteraar i Sydvestfyn vistnok begunstiger Egens Frøbæring. De mest fuldmodne Agern finder man i Regelen paa Sydhælder samt paa Solsiden af fritstaaende Træer og ved sydlige Bevoksningsrande. Da Egen overvejende bør kultiveres ved Saaning, og der kun sjældent forefalder gode Agernaar, maa vi drage fuld Nytte af ethvert saadant; Egens Kullur kan ikke som Bøgens fremmes regelmæssigt med nogenlunde lige stort Areal hvert Aar; der vil sædvanlig være et Mellemrum af mindst tre Aar mellem hver Gang, der bliver Mulighed for at udføre større Kulturer; og mellem de virkelig store Agernaar, soin giver overvældende Mængder af godt og billigt Frø, kan der let hengaa en halv Snes Aar. Det er ikke l>lol vanskeligt at skaffe Agern i tilstrækkelig *) Th. Hartig: Naturgeschichte der forstlichen Culturpflanzen Deutschlands, Berlin, 1851, S. 157. Allgemeine Forst- und Jagdzeitung 1860, S. 349. **) Jfr. ScHWAPPACHS statistiske Fremstilling, gældende for Preussen, af Bøgens og Egens Frøbæring (Zeitschrift für Forst- und Jagdwesen 1895, S. 155). ***) Lauprecht, der er anført S. 149.