Jærnbeton
Forelæsninger for Byggeteknikere holdte paa den Polytekniske Læreanstalt Foraaret 1907

 121 og: Ba*d mnn 1°°B2«3H)2 12 M 24 M (107) Det vilde nu være let at bestemme Betonspændingen i Afstanden | (a — x) fra Undersiden, den bliver nemlig ; et Jærnindlæg paa dette Sted vilde derfor faa Spæn- dingen 15 • I = 10 og vælger man dets Størrelse, saa- ledes at 10 cr^ vilde det i eet og alt erstatte Be- tonens Trækspændinger, saa vi havde en fuldkommen exakt Løsning, men en Løsning med meget Jærn, da Jærnspæn- dingen aldrig kan naa 10-40at og som Regel bliver langt mindre. Den Tilnærmelsesmetode, vi vil anvende, er at sætte 1 1000 240 M ’ og saa lægge Jærnet ganske yderligt som sædvanlig. Det viser sig nemlig, at de saaledes bestemte Værdier afa og f giver ob = c. 40 at — c. 45at og o} <c. 900at. Grunden til disse Forhold er følgende: Naar M:P er lille, vil den neutrale Axe ligge nær ved Jærnet, hvorved Jævnspændingen bliver lille og Jærnmæng- den kun faar ringe Indflydelse paa Størrelsen af 07,; og naar M:P er stor, saa Tilstanden nærmer sig til ren Bøj- ning, vil Trækcentret ligge saa dybt inde i Betonen, at den Forøgelse af Momentarmen som Jærnets Flytning ned til Undersiden bevirker, næsten opvejer Jærnarealets For- mindskelse fra f= 10 til f= 1000. Kun naar Tværsnitshøjden er saa lille, at det dækkende Betonlag udgør en væsentlig Del af den, forslaar Momentarmens Forøgelse ikke, og (jb kan da stige højt over de nævnte Værdier. Ved ren Bøjning (for at tage Grænsetilfældet) kan Metoden ikke bruges, naar a < c. 15cm. I saadanne Tilfælde vil man kunne benytte den Side 124 angivne Fremgangsmaade.